Arrangementer

Læs om tidligere arrangementer ved at klikke på et af nedenstående links                   


STARTSIDE

Kommende arrangementer

 

Medlemsbesøg hos Bjarne Birger Jensen samt B&O Museum 31/10-2015

Byttemarked hos Bjarne Birgers nabo

Bjarne havde lånt et stort lokale hos naboen. Her var opstillet borde klar til apparaterne, efterhånden som vi ankom. Vi var vist 31, heraf 3 fruer.

Lokalet var snart fuldt af apparater og komponenter mm. Byttehandlen kom hurtigt i gang for ind imellem var der fine sager. 

Mit første bytte blev en Lexafon fra 1928 – bakkelit og flot poleret. Dernæst så jeg en Conserton fra 1928, som blev købt lige for næsen af mig. Man skulle være hurtig til at spotte apparaterne og få handlet.

Vi handlede og snakkede i et par timer. Så blev der pakket sammen og alle forsvandt til det næste arrangement.

 Bjarne Birgers samling.

Bjarne har indrettet sig med et værksted og et museum. Der er hylder på alle vægge og en reol der deler lokalet op i 2 rum. Foran 1 af væggene er der en disk hvori der vises en masse komponenter mm. Overalt står der apparater og ind imellem specielle komponenter. Hvert eneste apparat er i fineste stand og jeg er sikker på at de fleste virker.

Bjarne har samlet i mange år og han har en vis evne til at finde hvad han leder efter. Både i Danmark og via nettet i hele verden. Samlingen dækker perioden 1920 til 40 med tyngde på tyverne. Der er mange helt unikke apparater, f.eks. en af de første superradioer skabt i USA, vist i 1923 - og selvfølgelig virker den.

Jeg har set Bjarnes samling flere gange. Så for at give plads til alle de andre blev jeg udenfor – og derfor fik jeg ikke taget nogle billeder, men viser her nogle billeder taget af Carsten Carlsen. Besøget tog knap en time så gik turen videre.

 Besøg hos Struer museum, B&O afdelingen.

Her var der dækket op til kaffe, boller og lagkage. Det var tiltrængt at få en kop kaffe og en snak i en stol ved et bord. Herefter gik vi på museumsbesøg.

Bjarne fortalte om B&O´s start i tyverne og gennemgik de første års apparater fra eliminatorer  til radioer. Der var en spændende fortælling med sjove historier undervejs. Bjarne blev flot assisteret af Bent Mogensen.

Der blev lidt tid til at se på det hele, undervejs sivede vi ud – nogle havde langt hjem.

Det var en dejlig eftermiddag med mange gode oplevelser – tak til Bjarne.

 

RFV besøg på Sønderjyllands Radiomuseum i Sønderborg, maj 2015

Medlemmerne kom sivende til mellem 11 og 12. Vi beså det fine radiomuseum. Der er ikke plads til flere hylder og alle er fyldt godt op med fine sager. Der er komme en del til siden vi var der i 2013. Alle gik rundt og fik ind imellem en god snak. Hyggeligt og meget afslappende.

Efter frokost var vi 24 plus 4 fra museet der skulle have en snak om hvad vi gør ved vores radioer for at de ser pæne og troværdige ud.

Alex Torp, fra museet, fortalte at han havde brugt Centurio møbel polish, men at han var blevet glad for lidt vand og sæbe. John Sau have en taske fyldt med flasker som han kort viste og omtalte. Da han kom til ”ultralyd rensning af knapper med enzymsæbe” kom Ole Palmelund op med en dåse med noget Amurall? (plast pleje til biler) som på kort tid rensede en knap så den så næsten ny ud. Per Hebelstrup, fra museet, fortalt til sidst om lakering med cellulose. Han skrabede kabinettet med en trekantskraber, gav det en 4-7 gange lak. Han brugte en siklinge til at jævne ud med efter hver gang lak. Til sidst blev det pudset med vandslibepapir             (først 1000 så 2000) og så fik det noget voks. Undervejs var der en livlig snak og gode råd fløj genne luften.

For at få det bedste ud af debatten får alle en mail til kommentering med de omtalte produkter – og gerne flere. Resultatet vil blive samlet i en oversigt der mailes ud og nok også bringes i bladet.

Efter kaffe og lagkage skulle vi begynde at vælge apparater. Hvert medlem fik en lodseddel. Folk gik på loftet hvor deres favorit stod og ventede. Her fik ham med laveste lodnummer lov til først at vælge et apparat. Da den sidste havde valg var der frit slag.

Museet have stille apparaterne op i rækker så det var lettere at vælge denne gang. Efter et par timer var vi færdige. Alt foregik med megen snak, godt humør og god orden. Der var nogen der gik tomhændet hjem og nogen med stort læs. Godt at elevatoren kunne bruges denne gang.

En stor tak til museet – det var en dejlig eftermiddag. Vi kommer gerne igen!

RFV besøg hos Jens Erik d. 20. september 2014.

Den 20. september var en varm og solrig dag. Jens Erik bor i en landbrugsejendom ude i marken fjernt fra by og støj. Han har indrettet sig i en stor sidebygning både oppe og nede med en bred vifte af samleobjekter. Der stod også nogle 100 radioer langs væggene i en stor garage.

Jens Erik er bager og kom i lære i 1970. De sidste 28 år som selvstændig. Først bageri i Stoholm og siden 1995 i Viborg.

Jens Erik er ivrig samler. Som dreng begyndte han med pengesedler, men hurtigt blev det til meget mere. Udover radioer (ca. 400 radioer), samler han på motorcykler (ca. 30), knallerter (ca. 30), biler (vist få) - især mærket NSU har hans interesse. Desuden samler han på modelbiler (kunne ikke tælles) og meget andet. Det hele står inde i samlehuset pænt på række og hylder. På væggene hænger plakater og billeder.

På 1ste sal var der et veldækket kaffebord hvor han serverede boller, kringle, napoleonshatte, lagkage og småkager til kaffen. Det hele var selvfølgelig fra eget bageri – og det var super.

Jeg tror vi var 20 medlemmer med 5 koner der nød godt af disse herligheder. Mange havde fyldt bilen op og det hele stod udstillet på gårdspladsen og tilstødende plæne kl. 14. Handelen var vist startet tidligere så første rude var færdig til kaffepausen kl 15. Efter kaffen beså vi herlighederne – der var meget at se på.

Nogle tog en ekstra tur på handelspladsen andre skulle lige se det hele igen. Den var henad 17 da vi vendte hjemad. Der blev handlet og byttet lige til det sidste. Det var meget hyggeligt – og en dag vi vil mindes med glæde.

 

RFV besøg hos Scan-Speak d. 11. juni 2014.

af Bjarne B. Jensen

Højttaler fabrikken ScanSpeak, Videbæk, har de seneste år  gennemlevet en omtumlet tilværelse, sådan at forstå at den oprindelige fabrik, som blev startet i begyndelsen af 1930'verne af N. C. Madsen, senere er blevet solgt og opkøbt af nye ejere. Hele højttaler fabrikkens historie kan læses på hi-fi4all's hjemmeside, hvor Bruno Barcelli, efter et besøg på fabrikken, har nedskrevet en god og grundig oversigt. Hjemmesiden findes her:

http://www.hifi4all.dk/content/templates/besogsartikler.asp?articleid=144&zoneid=4

Dagen startede med byttemarked på fabrikkens parkeringsplads, i flot solskins vejr, som holdt hele dagen. Stort set alle de fremmødte havde bytteemner med, så der var livlig aktivitet på pladsen og mange handler blev indgået mellem de 25 RFV fremmødte medlemmer.Efter spisningen af de medbragte frokostpakker i fabrikkens kantine, gav Bjarne Kahr en grundig og spændende rundvisning i fabrikkens mange produktionsprocesser samt depotet  med prototyper af næsten alle de højttalere fabrikken har produceret gennem tiderne. Rundvisningen blev afsluttet i lytte – og testrummet, hvor musikken kunne nydes fra kabinetter med fabrikkens indbyggede højttalere.Herfra en stor tak til Bjarne Kahr for en god rundvisning og en ligeså stor tak til ScanSpeak for at de ville have vores besøg. Dagen blev afsluttet med de sidste handler og pakning frem til ca. 16.30.

 

RFV besøg på Hjortsvang museum lørdag den 22. februar 2014.

af John Sau

Hjortsvang museum ligger i smukke landlige omgivelser. Det består mindst 7 større bygninger der indeholder et væld af indbo og landsbrugsgrej fra lokalsamfundet. Det drives af frivillige uden offentlig støtte. Se www.hjortsvangmuseum.dk

Benno Kristensen viste os ind i kaffestuen. Her var borde opstillet med plads til alle 27 fremmødte. Vi spiste vores madpakker og bagefter fortalte Benno om museets historie.

Benno viste os rundt i de mange bygninger. Museet er flot og meget velholdt.

Der var rigeligt at kigge på og vel tilbage gav vi os i kast med generalforsamlingen.

Herefter var der kaffe med friskbagte boller og lagkage.

Tak til alle og især Benno for en dejlig eftermiddag.

RFV udflugt til Anton Stormlund i Hornstrup Forsamlingshus ved Vejle d. 22. februar 2014

af John Sau

Anton modtog os i døren og medens vi ventede på at alle ankom, fik vi set på ”maskinrummet” til hans kinoorgel. Herfra udgår 400 ledninger til spillebordet og 1000 ledninger til de 607 piber. I alt har han trukket 25.000 m ledning. Piberne har en længde fra få cm til 4m. Orglet blev hentet i Skotland. Det tog 5 dage at skille det ad og 8 måneder at samle igen. Midt i 2002 stod det færdigbygget.

Da vi (22) var samlet fortalte Anton os om hans interessante liv med museet og dets mange spændende ting, måleinstrumenter, radiorør, dampmaskiner, orgler og en stor samling af telegrafapparater. Han viste os et Leyden batteri med 4 celler som han lige havde lavet. Han demonstrerede kinoorglets forskellige effekter og endte med at spille nogle kendte filmmelodier.

Han snakkede og spillede i 1½ time hvorefter han viste os sine fine selvlavede dampmaskiner i drift. Herefter beså vi alle hans telegrafiapparater. Til sidst fik vi en gennemgang af hans Hammondorgel. Han spillede et par numre og så var det pludselig slut. Kl 12 skulle han ud og spille op til fest og vi skulle til generalforsamling.

En stor tak til Anton for nogle forrygende timer.

 

RFV udflugt til Djursland lørdag den 2. november 2013

af John Sau

Kl. 9.30 til 12 besøg hos Knud. Knud har en stor flot samling af radioer fra perioden 1920-35.

Knud tog imod med en kop kaffe og et stykke morgenbrød efterhånden, som gæsterne kom. Det var meningen, at folk skulle køre igen, når de havde set samlingen. Det må være selskabet, kaffen, hyggen og den flotte samling, der holdt folk tilbage. Jeg tror, at vi til sidst var 20, da vi skulle videre til Grenå kl. 12.

Knud begyndte at samle som 13-årig. Han cyklede rundt og spurgte folk, om de havde en radio, han kunne få. Den kom med hjem på cyklens bagagebærer. Hans forældre havde en stor samling af Familie Journaler på loftet, og der sad Knud tit og studerede tegninger af krystal-apparat/radioer. Han fik en tom cigarillos æske af hans forældre og lavede et primitivt krystalapparat. Dette har han stadig i sin samling. Stik og detektor fik han hos den lokale cykelsmed i Ørby på Helgenæs. I 35 år arbejdede Knud med salg af radio-tv i Arako Radio, 2Tal og Expert. Han er nu pensionist og har indrettet sig i et dejligt hus med et helt værelse til hans mange radioer. Der er også blevet plads til radioer og rammeantenner rundt om i huset. Knud har en fantastisk evne til at finde flotte og sjældne radioer. Vi kender dem alle fra vores hjemmeside under "månedens fund" Han har også specialiseret sig i at restaurere radioer. Han går meget op i at finde de originale stumper, så radioen kommer til at ligne mest muligt.

Jeg så samlingen igennem flere gange, og det kan jeg fortsætte med og stadig få øje på noget, jeg har overset. En fantastisk samling som jeg/vi endelig fik at se. Knud har tilbudt at foreningens medlemmer kan komme på besøg en anden gang, helst om sommeren, så man også kan nyde udenoms arealet.

Tak for det Knud!

Se Knuds flotte hjemmeside: http://knudsoldradio.mono.net/

 

Kl. 12.45 mødes vi på Museum Østjylland i Grenaa. Her spiste vi vor medbragte madpakke til en øl/sodavand.

Bagefter så vi på Museets radioudstilling. Den flyttes ved udgangen af året til nye lokaler på Molslandet. Det er Per Rasmus Møllers samling ,og han har stået for udstillingen på museet i mere end 10 år. Per begyndte at samle på radioer midt i halvfjerserne.

Museet holder til i en skøn 300 år gammel købmandsgård i bindingsværk. Museets rum ligger langs snoede gange op og ned i to etager. Per fortalte, at museet lagde vægt på at henvende sig til publikum på en enkel og ligetil måde. Radioafdelingen havde han indrettet efter en specialudstilling i år 2000, hvor folk havde udvist stor interesse for radioer og især apparater fra egnens egne fabrikker.

 Et rum indeholdt et ”lille” radioværksted fra midt i halvtresserne, samt et stuemiljø fra halvtresserne. Et andet rum indeholdt en pæn fløjsstue fra sidst i tyverne. En skøn stue hvor ”udstyret” smeltede sammen med omgivelserne. Man får lyst til at træde indenfor og sætte mig ned for at lytte. Det er herligt at få præsenteret radioen i sit rette miljø. Et enkelt blik og man har fået et tidsbilled, der fortæller langt mere end mange siders supplerende forklaring.

 Samlinger omfatter ca. 125 apparater. Per har flere derhjemme, og han udskifter lidt ud ind imellem.

 

Ved 3 tiden gik vi hen til Sankt Gertruds Kirke, hvor Per spillede på orgelet. (Bl.a. hørte vi orglets dybeste tone på 32 Hz og den højeste på omkring 8 kHz  ( tilføjet af red.)) Bagefter kravlede vi op i kirketårnet, hvor klokkeren har kontor. Længere op er der et klokkerrum, hvor Per satte sig og spillede på kirkens 42 klokker (nu 48). De lignede mest af alt en boksekamp. Per indrømmede bagefter, at man kunne holde varmen, når man først var i gang. (Klokkespillet vejer tilsammen 9 tons (red.))

 

En stor tak til Per for orgel- og klokkemusik og den fine rundtur på museet.

 

RFV udflugt lørdag den 28. september 2013 til Fredericia og Fyn

Telegrafimuseet i Fredericia drives af forsvaret og indeholder en stor samling af signaludstyr. De fremmødte medlemmer blev underholdt af pensioneret kaptajn P C Rochletc.

 Han gennemgik systematisk signaltjenestens udvikling over de sidste 400 år. Han kunne simpelt hen fortælle alt om museets samlinger.  Hver eneste genstand kunne placeres historisk, teknisk, anvendelse, fordele, ulemper og ofte tilknyttet helt unikke kommentarer.

 Vi fik en fantastisk indsigt i signaltjenestens udvikling og det tilhørende udstyr:

 1600 opfindes kikkerten

1792 opfindes den optiske telegraf

1802 optisk telegraf tages i brug fra Kørsør til Nyborg

1820 nåletelegrafen

1832 morse opfindes

1839 telegrafen udnytter jorden som den ene ledning

1852 elektrisk telegraf erstatter den optiske telegraf

1854 militæret bygger landsdækkende telegraflinier i jorden og i luften

1899 flåden anskaffer de første radiostationer

1915 militæret anvender 3½ KW gnistsendere til telegrafi

1917 flere faste radiostationer er etableret

1924 4 faste hær radiostationer

1925 statsradiofonien oprettes

1925 radioanlæg til feltanvendelse

1929 forsøg med billedoverføring (TV)

Osv, for nu går udviklingen meget hurtigt.

Især kikkertens opfindelse og signalstandere med lys kom til at betyde meget. I sin mest forædlede form kunne man sende signaler over en strækning på 800 km via 20 mellemstationer på 14 minutter. Alternativet ”ryttere” tog mindst en uge om samme opgave. Signaltjenesten gjorde stor gavn og er først for alvor gjort elektronisk i de sidste 50 år.   

Meget af radioudstyret er funktionsdygtigt, og en del stod tændt til fri afbenyttelse. Til mange anlæg findes manualer mm.

 Vi sluttede en etage nede, hvor vi så en masse hemmeligt russisk radioudstyr fra et skib, der skulle ombygges.

 

En stor tak til P C Rochletc for nogle meget informative timer.

 

Herefter gik turen til Ejby på Fyn hvor IB Hansen og kone bød os velkommen.

Her så vi hans store samling af især militært radioudstyr i kælderetagen.

Ib bruger vist en del tid på Telegrafimuseet, hvor han vedligeholder og reparerer udstyret. Desuden er han radioamatør.

I haven har han indrettet en militærvogn med en del radioudstyr. Ib samler på radiorør. Der skulle vist være mere en 25.000 i flyttekasser på loftet. Undervejs var der fælles kaffebord med kage og en lille en.

Ib interesserer sig især for tyske anlæg, fordi de simpelthen laver det bedste af det bedste.

En stor tak til familien for nogle dejlige timer.

 

RFV besøg på Sønderjyllands Radiomuseum i Sønderborg april 2013

Lokalet var allerede halvfyldt kl. 11.30. Efter frokost var vi 30, der interesseret sad og hørte om museets historie.   Ved indgangen har man malet Radio Stikonis butiksfacade. Stikoni er en forkortelse for Stig Koefoed-Nielsen. Han overtog forretningen i 1956 og levede af at reparerer alle slags elektroniske apparater. Otto Bjørn Carlsen var svagstrømsingeniør og grossist. Han kom regelmæssigt i forretningen og de blev gode venner. Så gode venner at Stig, efter en sygdom, tilbød ham forretningen i 2007. Stig tilføjede ”ja du kan da altid indrette et museum”. Otto takkede nej men efter en tid ja tak.

I 2007 blev foreningen for Sønderjyllands Radiomuseum stiftet. I en artikel i Jydske Vestkysten blev det nævnt, at museumsforeningen ledte efter lokaler til et museum opbygget over Stikonis forretning. AUC Syd meldte sig på banen og stillede et lokale til rådighed.

I foråret overtog foreningen forretningens indhold. Det hele blev flyttet over på AUC Syd i lokalet, loftet og kælderen. Først i 2010 var man klar til at opstille apparaterne i det nye museum. Det er i et lokale på ca. 90 kvm. Midt i lokalet er der bygget en radiobutik med forretning, kontor og værksted. En tro kopi af Stikonis forretning.

Museet blev indviet den 2. oktober 2010 kl. 14 med et stort fremmøde af venner og lokale. Siden er det blevet besøgt af grupper fra foreninger, skoler og klubber. Museet har et samarbejde med AUC Syd (radioskolen), der jo stadig har uddannelsen som elektronik fagtekniker og et større efteruddannelsestilbud.

Museet holder åbent hver onsdag mellem 10 og 15. Her mødes Tordenskjolds Soldater, 5-8 mand, for at vedligeholde, forbedre museet og reparere apparaterne.

Efter en god snak om museet blev vi delt op i to hold med hver sin guide. Museet blev vist frem og der blev fortalt og demonstreret. Vi endte med at bese den del af samlingen, som vi kunne tage med hjem. Der var ca. 400 apparater på loftet og ca. 200 i en garage. Først skulle vi dog have kaffe.

Efter kaffe og kage skulle vi begynde at vælge de apparater, vi ville ha' med hjem. Hvert medlem havde fået en lodseddel ved ankomsten. Folk gik til det lager, hvor deres favorit stod og ventede. Her fik ham med laveste lodnummer lov til først at vælge sit apparat. Da den sidste havde valgt, var der frit slag.

Der forestod et kæmpe arbejde, for mange skulle helst samtidig gennemgå og flytte apparater og så slæbe et udenfor. Det var især svært på loftet hvor apparaterne stod i tre rækker med 4-6 apparater ovenpå hinanden. Efter et par timer var vi færdige. Garagen var næste tom, og på loftet var der vel forsvundet én række. Alt foregik med godt humør og god orden.

Vi efterlod er værre rod, men planen var, at resten af apparaterne skulle væk. Så måske blev det ligefrem lettere at tømme lagrene helt.

En stor tak til museet – det var en dejlig eftermiddag.

Tekst John Sau

 

 

RFV til indvielse af RFR´s nye Radiomuseum den 24. februar 2013

Der var 5 tilmeldte til turen. De kom fra Løgstør til Byllerup Bov, mødtes på Fyn og kørte sammen til Ringsted. Der var lidt trangt på bagsædet, men humøret og forventningerne var høje.

Det nye museum er indrettet i Sct. Hans Kapel fra 1901. Det har taget knapt et år at renovere bygningen. Arbejdet er udført af håndværkere og medlemmer under ledelse af en visionær arkitekt.

Vi var fremme i god tid. Museet var propfuld af gæster – mere end 100. Der var sandelig også noget at se på. Det store lokale har et rum i midten til skiftende årsudstillinger. Langs ydervæggen er der lyse skabe med glaslåger. I skabene er der små udstillinger af skønne apparater og komponenter. Udstillingerne er temaorienteret og fint sat op med skilte, så man kan få et indtryk af hvad man ser på.

Bjarne bød velkommen og fortalte om foreningens historie og det nye museums tilblivelse. Ringsteds borgmester priste samarbejdet og ønskede det nye museum velkommen og klippede den røde snor over ind til udstillingen i midten.

Herefter spillede et 3-mands orkester og et kor sang nogle smukke gamle sange. Det var på tide at se på de dejlige sager. Vi mødte mange kendte ansigter og fik en god snak med de fleste. Tilsat kage og et glas vin.

Der var foredrag i salen på 1 sal. Det drejede sig om B&O´s udvikling og strategi. Når man skulle lave et apparat drejede det sig altid om ”funktion, ide og design”. Her havde B&O jo satset på Jacob Jensen i en årrække. Efter foredraget fik vi svar på mange spørgsmål.

Besøget sluttede med en ekstra rundgang på museet.

Tillykke med det nye museum. Det er meget vellykket og en meget stor velkommen fornyelse af det at indrette radiomuseum på. Jeg er helt sikker på, at jeg kommer igen for at fordybe mig i de mange flotte udstillinger.

John Sau

 

 

RFV besøg på Hjortsvang museum lørdag den 16. februar 2013.

Tekst og foto: John Sau

Hjortsvang museum ligger i smukke landlige omgivelser. Det består af mindst 7 større bygninger der indeholder et væld af indbo og landsbrugsgrej fra lokalsamfundet. Det drives af frivillige uden offentlig støtte. Se www.hjortsvangmuseum.dk

Benno Kristensen viste os ind i kaffestuen. Her var et langbord opstillet med plads til alle 19 fremmødte. Vi spiste vores madpakker og bagefter fortalte Benno om museets historie.

Bagefter viste han rundt i de mange bygninger. Museet er flot og meget velholdt – men desværre er der fyldt for meget på. Som Benny sagde ”vi må lære at sige nej tak!” De fleste forsvandt hurtigt op på det loft hvor radiosamlingen stod:

C:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (51).JPGC:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (52).JPGC:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (62).JPGC:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (54).JPGC:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (56).JPGC:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (59).JPGC:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (53).JPGC:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (60).JPGC:\Users\js\Documents\Datasamling\Foto\Radio\RFV\2013\Generalforsamling\ref\RFV generalforsamling 130216 (61).JPG

Der var rigeligt at kigge på og vel tilbage gav vi os i kast med kaffebordet med friskbagte boller og lagkage. Dejlig lagkage – vi tømte alle 4 fade!

Bagefter var der en veloplagt generalforsamling. Tak til alle og især Benno for en dejlig eftermiddag.

 

 

Byttemarked hos EDR Thisted, lørdag den 13. oktober 2012

Thisted ligger langt mod nord. 6 timers kørsel og 500km på landevejen. Vejret var gråt og ind- imellem regnede det lidt.

EDR i Thisted var værter i et dejligt kommunalt fælleshus. Der var ikke andre i huset den dag, så vi havde det hele for os selv. Vi var 13 fremmødte og 4 EDR entusiaster.

Bilerne blev tømt for byttevarer og indholdet blev stillet op inde i huset. Der var faktisk meget at vælge imellem. Der blev snakket i et væk og handelen gik trægt. Vi blev enige om, at de fleste af os efterhånden havde samlet det vi havde plads til – og at vi derfor var svære at friste. Jeg fik solgt en tragthøjtaler og købte til gengæld en flot målebro fra Radiometer.

Efter handelen var der kaffebord og så fortalte Henning Wolder Jørgensen om EDR i Thisted. De er under 20 medlemmer men mødes 1-2 gange om ugen. Der var godt nyt for os, der drømte om at blive radioamatører. Sendetilladelsen kan stadig tages i flere grader, men man behøver ikke at vide så meget om teknikken - og man skal ikke morse. Prøverne laves af P&T men afholdes lokalt af EDR. Der er et par tusinde medlemmer i EDR. Henning sluttede med at vise os hans nostalgiske hjemmebyggede radio- og senderapparater.

Herefter fortalte Erik Hedegård Jacobsen om hans arbejde med krystalapparater. Han viste os et flot hjemmebygget apparat der var lavet sådan  at det var egnet til at eksperimenterer. Hjemme har han opsat en 30m antennetråd og en god jordforbindelse. Hans eksperimenter går ud på at finde den bedste kobling af antenne og krystal til spolen.

Han nøjes ikke med at lytte men måler signalspændingen efter dioden. Han har også målt spolens godhed og fundet at jo længere krystallet sidder nede på spolen jo bedre godhed – dog på bekostning af signalspændingen.

Det var spændende at høre om, og tankerne kom til at kredse om dengang, jeg som dreng sad nede i kælderen og lavede de samme eksperimenter. Jeg kunne blive fuldstændigt opslugt og mine forældre måtte hente mig ved sengetid.

Tak for en dejlig eftermiddag til alle og isæt til Henning og Erik.

Tak til John Sau for tekst og billeder.

 

 

Medlemsbesøg og byttedag forår 2012

Knud Jensen, Horsens har sendt denne lille billedreportage fra RFV's byttedag og medlemsbesøg i foråret 2012. 

Med truende skyer over Østbirk, mødte 12 personer op til en hyggelig eftermiddag. Der blev byttet lidt før frokosten, og vejret holdt næsten tæt.Vi samles i et afsnit af den store hal, hvor der var sofagrupper, hvor vi nød vores mad  og drikkevarer. Derefter var der rundvisning i den store hal, med blandt andet radioer, dieselmotorer, elværker og meget andet. Vi kunne lytte til de gamle radioer på mellembølge, hvor Helge havde lavet en sender, der sendte musik.Så blev der serveret kaffe og te med brød. Helge og Lisbeth havde arrangeret et lækkert ostebord med stort tilbehør.

Under kaffen blev der sunget fødselsdags sang for Bjarne Steen og Eli. Efter endnu en runde og hyggesnak, drog vi hver til sit.

En stor tak til Helge og Lisbeth for det fine arrangement.  

                                                                                                            Knud Horsens

 

Byttedag hos Viggo Kristensen, Bremdal

den 21. april 2012

Ref. Bjarne B.

En gråvejrsdag, krydret med regn og tordenvejr, fik ikke lov til at ødelægge byttedagen hos Karen Margrethe og Viggo Kris-tensen, Bremdal Radio.

Tværtimod fik de ca. 30 fremmødte RFV'er en dejlig dag sammen, med mange spæn-dende oplevelser.

Efter velkomst i butikken overlod Viggo ordet til salgs-expert'en Peder Graugaard, som gav en  professionel gennemgang af B&O's sidste salgsnyhed, Beolit 12.   Som en af deltagerne senere udtrykte det: Jeg tror, der var mange radioforretninger, der kunne lære noget her.


 

Efter at have set butik-ken startede byttemar-kedet, hvor mange havde medbragt ting og sager. Der blev livligt byttet/handlet indtil Karen Margrethe bød på stort og flot dækket kaffebord i værkstedet, startende med øl og pålægs-madder efterfulgt af kaffe, lagkager samt vandbakkelser.  Under kaffen gav Viggo en gennemgang af, hvorledes en miserabel Beolit kunne forvandles til en flot, ja næsten ny Beolit, der kun kunne ske med hjælp af dygtige medhjælpere.

Efter kaffen blev alle budt på besøg i ”den gamle butik”, som va-retages af Kim Laurit-sen. Butikken huser brugtvarerne, der alle sælges med fuld ga-ranti. Varerne blev grundigt studeret, og alle var enige om, at det er en flot og spæn-dende brugtvare bu-tik.

 


 

Dagen sluttede med pakning af bilerne og oprydning på pladsen efter en begivenhedsrig byttedag, takket være Karen Margrethe og Viggo og alle os andre..



 

Superdag hos Viggo Kristensen den 29. oktober 2011

Vi mødtes på parkeringspladsen foran butikken kl. 13.  To havde noget i bagagerummet, og interessen for at se det hele var stor.

I medens havde Bjarne gjort reparationslokalet klart. Vi sad 20 medlemmer foran tavlen, hvor Bjarne gennemgik et diagram over en super. Første trin er til afstemning og blanding. Andet trin er en oscillator der afstemmes sammen med første trin således, at der ved blanding opstår en mellemfrekvens. Den forstærkes og detekteres. LF signalet forstærkes og sendes i ud en højtaler. Fordelen ved en super er stor selektivitet og muligheden for forstærkning af HF signalet før detektering.

Bjarne havde klargjort en B&O Mini 48 til demonstration og trimning med en sweepgenerator og et oscilloskop. Først kom nogle gode råd om fejlfinding. Er radioen tavs, er fejlen højst sandsynlig i strømforsyningen. Er alle spændinger ok, kan det være en god ide at se efter eventuelle kondensatorer fra anode til gitter. Går der en lækstrøm, skal der ikke meget til for at røret bliver helt tavst/overstyret. Man kan lige så godt skifte dem med det samme. Der kan også være problemer med kondensatorerne i MF dåserne.

Man kan afprøve signalgangen med en finger på hver rørs gitter 1. Der findes mere betryggende metoder som f.eks. en signaltracer. Med sådan en kan man følge signalets vej fra højtaler til antenneindgang.

Så skulle superen trimmes. Skalaen stilles på en passende frekvens f.eks. 1,2 MHz. Sweepgeneratoren stilles på samme frekvens. Er afstemningen i orden, fremkommer en fin kurve på oscilloskopet. Er den ikke ok, kan man trimme spolekernen i afstemningsspolen. Dernæst stiller man ind på en lavere frekvens f.eks. 600 KHz. Er kurven ikke ok, stiller man ind på trimmekondensatoren i afstemningskredsen. Det hele gentages indtil kurven er ok i begge indstillinger. Herefter kan man se på Mellemfrekvenskurven. Der skal være en fin kurve med signalet i bunden. Kurven kan forbedres ved at dreje på MF dåsernes spolekerner.

Bjarne foreslog at vi begyndte med at teste vores rør. Til det formål var der flere rørprøvere.

Herefter blev der sat strøm til apparaterne (3) og Bjarne, Per Hundebøl og Kim Jensen fik travlt med at hjælpe til med at få radioerne til at virke. Imedens fik alle en god snak, så god, at det var svært at høre noget i højtalerne.

Jeg havde en TOR Ultra Super U56 fra 1935 med. Hjemme havde jeg gjort den pæn og repareret strømforsyningen. Nu skulle lyden forbedres. Et skift af en kondensator mellem gitter og anode hjalp, og en motionering af bølgeomskifteren hjalp også. Herefter blev radioen trimmet til en fin MF kurve fremkom.

De to andre fik vist ikke deres radioer til at virke pga. rørproblemer. Så hav altid et sæt ekstra rør med (det havde jeg)

Undervejs var der øl, sodavand, smørrebrød, kaffe og æblekage. Det blev til en hyggelig radiodag med snak og arbejde. Den praktiske indgang til projektet virkede fremmende på arbejdet.

Tak til Bjarne for en fremragende indsats og tak til Per og Kim for hjælp og interesse. Tak til Viggo og kone for at vi kunne mødes i de nye dejlige lokaler.

tekst og billeder John Sau

 

 

 

Medlemsbesøg og byttedag Lørdag den 3. september hos Per Skaarup, Skårhøjvej 1, Hurup, Thy

Det var ikke mindre end 23 medlemmer - for nogens vedkommende omfattede fruen - der satte kursen mod nordvest med Hurup i Thy som mål. Her ventede Per Skårup og frue, der har til huse i en gammel skole. Et rum på 20 kvm. udgør udstillingsarealet, mens et helt nyindrettet værksted optager 15 kvm. Per Skaarup samler stort set kun på danske apparater, fra ca. 1940 og frem til godt 1980 - det, som han kender fra sin tid som radiomekaniker. "Vore fædres og bedstefædres radioer" kan han godt lide. Hans samling er på noget nær 150 apparater.

Bjarne Steen fra Funder fortæller ," at der var et pænt udvalg af bytteting, og at han var var så heldig at finde et dæksel til en Philips samt en Grundig TK6, som var mere komplet end den havde havde i forvejen."
Også det udsøgte kaffebord, som Per Skårup og frue diskede op med, får rosende ord med på vejen.
 

PRM

 

 

RFV udflugt til John Kristensen lørdag den 28. maj 2011.

Dagen var grå og ind imellem regnede det. Trafikken på motorvejen var åben og de fleste kørte pænt. Der var tid til at nyde den smukke natur hele vejen op gennem Jylland.

John Kristensen og frue bød os velkommen i den nedlagte købmandsforretning i Hørby 3 km. vest for Hobro. Der deltog ca. 22 medlemmer og 4 fruer. Det var knap 5år siden vi var der sidst og det var derfor spændende og se om der var sket nogle ændringer.

Lokalet er vel ca. 90 kvm. Indrettet med solide stålreoler, vel ca. 110 løbende meter. På hylderne fra gulv til loft var der fyldt op med radioer, grammofoner og båndoptagere mm. Glasdisken udstillede elektrisk materiel og komponenter. Samlingens fineste apparater var udstillet i tre glasskabe. Hvor der var plads stod små borde fyldt med gode tilbud som til et loppemarked.

Samlingen er meget omfattende (1000 eller?) og dækker perioden fra de allerførste år og ca. 60år frem. John har samlet på radioer i mange år. Ude foran butikken har der været et skilt om at han var samler. Så samlingen stammer faktisk kun fra Hobro og omegn. John vil gerne sælge visse apparater, så interesserede kunne blot melde sig.

Der er virkelig noget at se på. Især er jeg imponeret over de mange enestående apparater fra de første år. Man skal se sig godt for. Hylderne er pakket tæt. Hele tiden får man øje på radioer man ikke før har lagt mærke til.

Der blev fotograferet flittigt. Mange fik sig en god ”radiosnak” om modeller og årgange. ”Den har jeg også, men xxx er anderledes”.  ”Den model har jeg aldrig set før!”. ”Har du set den her, den ligner xxx – men!”. Joe det var et hyggeligt møde.

Bag ejendommen, henne om hjørnet var en stor garage med flere sager. Her var der byttemarked. Der var mange der havde taget noget med (tak for det). De bedste ting blev hurtigt handlet og herefter gik det trægt – men der blev snakket meget. Som sædvanlig blev der handlet igen under pakningen før hjemturen.

Hyggen fulgte med ned til kaffebordet i kælderen. Her gav foreningen øl, vand, kaffe og wienerbrød i lange baner.

Det tog 3½ time før vi var klar til at køre hjem. En sidste runde i samlingen viste flere radioer jeg ikke havde set før. Der var vist sket meget siden vi var der sidst.

 Tak for en dejlig eftermiddag.

John Sau 

 

 Årsmøde i Industrimuseet Horsens lørdag den 19. februar 2011

Lørdag den 19. februar samledes knap en snes af foreningens medlemmer til den årlige generalforsamling, der i år var henlagt til Industrimuseet i Horsens.  Dagen indledtes i Restaurant Gaslight, hvor foreningen bød på lidt mad og en pilsner. Herefter var der rundvisning på museet, der er indrettet i byens gamle gasværk. Der var meget at kigge på for den mekanikinteresserede i form af gamle motorer ol. men også den radiointeresserede kunne få lysten styret. Her var der først og fremmest fokus på byens tidligere radio-tv fabrik med udvalgte produkter fra Hede Nielsen fabrikkerne i form af radioer af fabrikat Herophon/Herofon og Arena fjernsyn. Også de senere produkter var med, f.eks. det skelsættende Hi-Fi anlæg T9000 og fjernsyn fra den dengang, da den engelske Rank Koncern var indblandet. RFV's Knud Jensen havde været behjælpelig med at opbygge udstillingen og havde også leveret flere af apparaterne.

Herefter fulgte generalforsamlingen, hvorom der vil kunne læses i det kommende Resonans.

Kl. 16.30  var arrangementet slut og deltagerne kunne drage hvert til sit. Måske lige med undtagelse af, dem der i bagagerummet havde et par apparater, der først skulle skifte ejer.

Alt i alt en rigtig fin dag som arrangørerne fortjener stor ros for.

 

  HF- detektordag hos Viggo Kristensen den 23. oktober 2010

Tekst: John Sau  Foto: Bjarne Birger

Vi mødtes på parkeringspladsen foran butikken kl. 13.  To havde noget i bagagerummet og interessen for at se det hele, var stor. Der fald en mild regn, som ikke gjorde det store indtryk på handelen.

 Bagefter var der demo i forretningen af B&O´s nyeste grej. Viggo kunne fortælle, at det TV som alle havde hånet da det blev præsenteret, var blevet en bestseller. Kunderne var glade for den enkle betjening, flotte billede og lyd.

 Imedens havde Bjarne gjort reparationslokalet klart. Vi var 14 medlemmer siddende foran tavlen, hvor Bjarne gennemgik dagens emne. Dektektoren med et HF trin foran. HF trinet forbedrede modtageforholdene og reducerede udstråling fra antennen, så naboer ikke generede hinanden. Han havde klargjort en Philips radio til demonstration af afstemning og båndbredde på et oscilloskop. Man kunne afprøve signalgangen med en finger på hver rørs gitter 1. Der findes mere betryggende metoder som f.eks. en signaltracer. Med sådan en kan man følge signalets vej fra højtaler til antenneindgang. I HF dele kunne man skifte til en diode – og så havde man jo et krystalapparat i første afstemningskreds.

Bjarne foreslog, at vi begyndte med at teste vores rør. Til det formål havde Carsten lavet en meget primitiv – men effektiv rørprøver. Den var monteret på et bræt. Første sad en transformator med ensretter og elektrolyt som afgav anode og gitterspænding til en rørsokel. Gitterspændingen kunne reguleres med et potentiometer. Anodestrømmen kunne aflæses på et lille voltmeter. Glødspændingen kom fra en IC reguleret strømforsyning.

Når røret var sat i og gløden ok. kunne man aflæse anodestrømmen ved at dreje på potentiometret. Virkede det, var røret ok. Ved at sætte potentiometret på det punkt hvor anodestrømmen var ca. det halve af fuld udslag, havde man fundet rørets bedste arbejdspunkt. Ved at dreje potentiometret til max udslag på anodestrømmen, kunne man aflæse max strømmen og sammenligne den med fabrikantens (rørbog) oplysninger om hvad anodestrømmen kunne forventes at være. Hvis man f. eks aflæste 1,5 mA. som max strøm og rørbogen sagde 3 mA. Var røret halv slidt op!

Alle rør kunne desværre ikke testes, fordi der endnu kun er en sokkeltype. Carsten tilbød at sætte flere typer i, hvis vi sendte dem til ham. Herefter blev der sat strøm til apparaterne og Bjarne, Per Hundebøl og Kim Jensen fik travlt med at hjælpe til med at får radioerne til at virke.

Jeg havde en TOR Standard fra 37 med. Hjemme havde jeg repareret strømforsyningen. Nu skulle lyden om muligt forbedres. Et skift af en kondensator hjalp lidt, men nu blev problemet tydeligere. Skruede man op for lyden skred afstemningen så man var nød til at afstemme igen. Problemet var i HF trinnet, idet styrkereguleringen skete i rørets katodemodstand. En sjældent set metode. Der blev udskiftet flere kondensatorer, og selv potentiometret blev udskiftet. Det viste sig, at den ene ende var afbrudt. Problemet kunne dog ikke udbedres. Vi fik en god snak om reparationer, nogle mente, at man måtte reparere med nye komponenter, andre mente, at man skulle passe på at ændre radioen overhovedet.

De andre (2-3) fik deres radioer til at virke under megen snak og flid. Undervejs var der øl, sodavand, smørrebrød, kaffe og æblekage. Det blev til en hyggelig radiodag med snak og arbejde. Den praktiske indgang til projektet virkede fremmende på arbejdet.

Tak til Bjarne for en fremragende indsats og tak til Per og Kim for hjælp og interesse. Tak til Viggo og kone for, at vi kunne mødes i de nye dejlige lokaler.

 

Auktion hos RFR i Sandby syd for Ringsted søndag den 12. september

Jeg måtte tidligt op. Turen gik over Vamdrup til Kolding. Herfra var vi 3 i bilen på vej til Sandby med GPS som vejviser. Vi ville gerne dreje af ved Sorø, men GPS´s sagde ligeud. Vi skulle over Ringsted. Vi var fremme kl. 10.20 og gik straks i gang med at se på herlighederne.

Det hele foregik i stedets gamle præstegård i en stor have omgivet af træer. Der var et fint stuehus hvor kælderen var indrettet som kantine med vand, øl, kaffe, kage og sandwich. Der var også et rum med salg af radioblade. En sidebygning indeholdt alle tilbudte apparater og OXA havde et telt med deres apparater til salg. I løbet af dagen var vi vel ca. 100 på stedet.

Sidebygning var opdelt i afdelinger; radioer før 50, radioer efter 50, båndoptagere og grammofoner, auktionsstedet med de 64 apparater stille op på 3 rækker, rør og komponenter, måleinstrumenter, grammofonplader og transistorradioer.

Måske var der 500 apparater til loppemarkedet. Der var meget at se på, hver runde afslørede ny apparater.  Jeg var opslugt af radioerne før 50. Man skulle give tilbud på en seddel med nummer og beløb. Vi gik så rundt mellem herlighederne og skrev på sedler. Man måtte hele tiden holde øje med de sedler man var interesseret i, måske havde en anden overbudt og man måtte til at overveje at byde lidt mere. Som tiden gik kom der flere til og det blev endnu mere stressende af at vogte sine tilbud.

Kl. 12 kunne vi så købe de apparater hvor jeg havde højeste bud. Det blev svært for ”sælgerne” kunne jo ikke klare os alle på en gang, og imedens man ventede kunne andre stadig skrive mere på sedlerne. Så man måtte gå rundt for at sikre sig at man havde højeste bud. Det var ret frustrerende for alle, Man skulle nok havde indsamlet alle sedler kl. 12, og så få solgt ud i en første runde. Nå men det gik alligevel fint og snart begyndte det at tynde ud. Så fik nogen den ide at ”bundle” en større samling af radioer der ikke var solgt. En hurtig auktion på stedet og radioerne var solgt. Jeg tror der var flere auktioner.

På det tidspunkt fik jeg tid til at se mig omkring på de andre herligheder. Her opdagede jeg først OXA´s telt med næsten udsolgt – gad vide hvad jeg gik glip af? Jeg fik også købt 3 poser rør (B407 osv) og slugt min madpakke.

Auktionen begyndte ca. 13.15 og tog resten af eftermiddagen. Heldigvis var der en kaffepause midtvejs. Under auktionen var der en god stemning med tid til at snakke mellem buddene. Forsamlingen deltog med bemærkninger som ”lad ham nu da få den” når 2 bydende var tilbage.

Det var en dejlig dag, med mange indtryk og en god snak blandt radiofolk. Vi endte i kælderen til kaffe og kage før turen hjem. GPS´s var os venligt stem for den mente nu at vi skulle over Sorø.

Tak til værten Bjarne og kone – håber vis ses igen til næste år.

John

 

 

RFV udflugt til Stenvad hos Preben Skousen lørdag den 5. juni 2010

af John Sau

Vi mødtes i landsbyen Stenvad på Djursland. Her bor Preben Skousen med sin familie på en tidligere champignonejendom. I stedet for champignon har Preben indrettet sig med sin samling i de to nyistandsatte avlsbygninger. I første bygning er der værksted og depot. I den anden bygning er der indrettet et museum med hylder på væggene og reoler på gulvet. Hver bygning er vel på ca. 60 kvm.

Preben har samlet radioer, grammofoner, TV og telefoner mm i ca. 12 år. Samlingen omfatter 500 B&O apparater og nogle flere hundrede andre. Vi besøgte Preben i 2006 og han har sandelig fået ryddet op i samlingen siden. De mange dubletter er fjernet og det har givet plads til lige så mange flere plus en del ekstra.

Vi, 13 samlere og 5 koner, fik nogle hyggelige timer i fuld sol. Kvinderne i solen og mændene i skyggen. Der var 7 boder med alt fra gamle selvbyggede kister til moderne radioer, blade og komponenter. Selv en slibemaskine og en video var til fals. Der blev handlet i flere omgange. Hver omgang fald prisen lidt og til sidst havde de fleste fået handlet noget.

Det blev en hyggelig eftermiddag hvor snakken ved bordene, boderne og mellem reolerne gik flydende. Radiofolk vil altid kunne finde noget at snakke i godt selskab.

 Det var dejligt at se så ideelle rammer for en samler. Mange tak til Preben og familien for en dejlig eftermiddag.

John

 

Byttedag hos Lauge Moselund den 24. april 2010.

Referat ved John Sau.

Af snoede veje gik turen til Lauge 2 km vest for Skarrild. Her var 24 medlemmer mødt op for at se hans fine samling. Endelig en samler, der har den rette plads til sin samling.

Apparaterne står på hylder langs alle vægge. Hver eneste radio kan ses. Der skal ikke flyttes noget for at komme til. Der var meget at snakke om. Mange apparater kunne genkendes, men ind imellem stod der noget, man ikke lige havde set før.

Der var 5 boder med byttevarer, og selv om handelen gik lidt trægt, blev der båret en del apparater, blade og rør ud i de ventende biler.

Frokosten var leveret af den lokal slagter. Dejlig mad og prisen var til at klare.

Efter frokost startede vi forfra. De sidste handler blev klaret på vej ud til bilerne. Efter 5-6 timer kørte vi hjem.

Tak for en dejlig dag.

 

Besøg på Stenomuseet i Århus den 27. februar 2010

Tekst og billeder: John Sau

Årets generalforsamling 2010 blev afholdt på Steno Museet. Før generalforsamlingen viste Hans Buhl os rundt på museet. Hans er forfatter til bogen Buesenderen. En fantastisk bog, som jeg kan anbefale alle at læse. Hans viste og fortalte os om de forudsætninger, der skulle til før radioen kunne opfindes i perioden ca. 1600 til 1902, hvor Valdemar Poulsen opfandt buesenderen.

Først skulle man opdage elektriciteten og en maskine til at fremstille den. I 1808 opfandt italieneren Volta batteriet.

H.C Ørsted fandt i 1820 ud af, at en elektrisk strøm gennem en kobbertråd kunne bevæge en kompasnål, og at bevægelsen ændrede retning, når man vendte polerne.

Ampere viste, at et elektrisk felt kunne frastøde/tiltrække et andet elektrisk felt på en bevægelig arm.

Faraday omsatte dette til en rotation. Motoren var opfundet.

I 1831 kunne Faraday inducere spænding fra en spole til en anden spole anbragt på en jernkerne.

Man kunne også lave elektricitet ved at føre en magnet ind i en spole. Dynamoen var opfundet.

Telegrafen blev opfundet i 1937. Tonetelegrafen kom til i 1875.

Hertz lavede i 1888 forsøg med elektromagnetiske bølger. Branly opfandt kohæren i 1890. Marconi indså den kommercielle ide og opfandt gnistsenderen i 1896. Billedet viser en gnistsender bagerst med en detektor modtager foran.

Valdemar Poulsen opfandt buesenderen i 1902.

Krystalapparatet kom til i 1906 og forbedrede selektivitet og lydkvalitet.

I 1906 opfandt De Forest, USA trioden. Højtaleren fik vi i 1913.

Efter denne interessante gennemgang blev vi samlet i et lokale, hvor Hans gennemgik Buesenderens udvikling.

Lille buesender til skolebrug.

Valdemar Poulsen og P.O. Pedersen udviklede senderen sammen. I 1904 kunne de sende et signal fra Lyngby til Virum (3km). I 1905 sendte man fra en nyopført forsøgsstation i Lyngby til Hundested (45km). For at forbedre Kohæren opfandt de Triggeren. Først virkede den sammen med Kohæren, senere var den bedre alene som detektor.

Året efter havde de udviklet systemet så meget, at de kunne sende et signal til Esbjerg (270km).

Til trods for succes med de stærkt forbedrede apparater, kunne man ikke finde kunder til opfindelsen.

Først midt i 1906 solgte man rettighederne til hele verden, undtaget USA og Danmark, til et nyt selskab i England.

Næsten samtidig indgik man et samarbejde med Lorenz i Tyskland om videreudvikling af systemet. I største hemmelighed blev der her fremstillet udstyr til den tyske flåde, således at mange krigsskibe i første verdenskrig var udstyret med en Poulsens buesender.

Den 11. september 1906 blev Stationen i Lyngby demonstreret for en begejstret presse.

I 1907 kunne buesenderen bruges  til telefoni.

I sommeren 1909 solgte man rettighederne til buesenderen i USA til Cyril F. Elwell. I løbet af få år blev systemet udbredt over hele USA og blev en alvorlig konkurrent til trådtelegrafen.

Valdemar Poulsen fik også solgt systemet til Store Nordiske Telegraf Kompagni. Det havde et stort udbygget trådtelegrafsystem ud over hele verden. Desværre købte de kun fordi de dermed kunne begrænse udbredelsen og sikre sin egen forretning.

Hans afsluttede sit spændende indlæg med at konkludere, at Poulsen og Pedersen nok mest var interesserede i at udvikle og mindre i forretning og produktion – og måske var Danmark for lille til så stor en opfindelse.

Tak til Hans Buhl for nogle dejlige udbytterige timer.      

    

Detektordag hos Viggo Kristensen den 24. oktober 2009

Vi mødtes i den flotte nye forretning (det gamle museum) kl. 13.30. Den første halve time gik med at beundre de store B&O fladskærme. Det dyreste kostede vist 180.000 kr.! Der var også en lille smart sag hvor man hurtigt kunne vælge musik (ribbet fra cd). Det var tydeligt svært for de fleste at forlade den spændende forretning. I løbet af en ½ time var vi 12 fremmødte dog samlet i et stort nydeligt værksted med mange rulleborde. Bjarne Birger havde forinden omdannet det moderne værksted til et værksted fra tyverne med rørprøver og strømforsyninger. En detektor var spilleklar således at dem der turde kunne sætte en finger på et par rørsokler for at høre støj i højtaleren. Bjarne startede med at tegne et diagram over en 3 rørs detektor på en tavle. Herefter gennemgik han hvordan den virkede og hvordan Amstrong engang i fortiden havde opfundet en tilbagekobling mellem første afstemningsspole og anoden. Ved at dreje på koblingsspolen kunne man får radioen i selvsving. Ved at dreje koblingen tilbage lige før hyleriet havde man fundet det ideelle punkt for radioens optimale selektivitet. I stedet for en spole kunne tilbagekoblingen også udføres med en variabel kondensator. Herefter gennemgik Bjarne forskellige fejltyper. De fleste fejl opstår i transformatorerne der sender signalet fra rør til rør. Det letteste er at måle modstanden i hver vikling. Er der ingen modstand er viklingen nok afbrudt. Så kan man lodde en modstand ind som erstatning på anodesiden og indsætte en kondensator mellem anode og gitter 1 på det næste rør således at signalet kommer videre til næste rør, osv. Bjarne foreslog at vi begyndte med at teste vores rør. Til det formål havde han lavet en meget primitiv – men effektiv rørprøver. Den var monteret på et bræt. Første sad en transformator med ensretter og elektrolyt som afgav anode og gitterspænding til en rørsokkel. Gitterspændingen kunne reguleres med et potentiometer. Anodestrømmen kunne aflæses på et lille voltmeter. Et signal fra en mp3 spiller blev overført til gitteret via en transformator. Glødspændingen kom fra en ”rigtig” strømforsyning. Når røret var sat i og gløden ok ( f. eks 4volt fra den rigtige strømforsyning). Kunne man aflæse anodestrømmen ved at dreje på potentiometret. Virkede det, var røret ok. Ved at sætte potentiometret på det punkt hvor anodestrømmen var ca. det halve af fuld udslag havde man fundet rørets bedste arbejdspunkt. Ved at dreje potentiometret til max udslag på anodestrømmen. Kunne man aflæse max strømmen og sammenligne den med fabrikantens (rørbog) oplysninger om hvad anodestrømmen kunne forventes at være. Hvis man f. eks aflæste 1,5 mA. Som max strøm og rørbogen sagde 3 mA. Var røret halv slidt op!  Alle rør blev testet, og kun få virkede ikke! Herefter blev der sat strøm til apparaterne og Bjarne og Per Hundebøl fik travlt med at hjælpe til med at får radioerne til at virke. Medens nogen arbejdede med radioerne, snakkede andre. Somme tider så højt at det ikke var til at høre noget som helt i høretelefonerne/højtalerne.

Undervejs var der kaffe og kage. Det blev til en hyggelig radiodag med snak og arbejde. Den praktiske indgang til projektet virkede fremmende på arbejdet.

Tak til Bjarne for en fremragende indsats og tak til Per for hjælp og interesse. Tak til Viggo for at vi kunne mødes i de nye dejlige lokaler.

Tilbage er der kun ét spørgsmål! Hvorfor mødte der kun 12 mand til en så faglig og interessant eftermiddag?

 

Byttedag hos Per Hundebøl den 19. sept. 2009.     

Referat samt billeder ved John Sau.    

Per bor i Årre, en landsby i det sydvestlige Jylland. Han bor i den østlige udkant lige uden for byskiltet. Et dejligt hus og en stor have, hvor vi alle kunne parkere på en stor plæne bag huset og prydhaven.

Kl. 13.30 var næsten alle ankommet og i gang med at beundre Pers traktorsamling. Alle ventede på startsignalet for udpakning og handel. Snart stod der en masse apparater til fals for alle. Der var nogen der hurtigt spottede de bedste tilbud. Herefter fordrev vi tiden med at undersøge om der ikke alligevel var noget at tage med hjem. Der blev tinget meget om prisen og i løbet af 1½ time havde de fleste fundet noget. Enkelte klagede over, at de havde mere med hjem en ud. Rundt omkring ved boderne blev der snakket meget.

Efterhånden begyndte vi at sive op til Pers radiosamling. Den holder til på første sal i pæne reoler langs væggene og midt på langs. Pladsen er godt udnyttet, uden at der er ret mange apparater man ikke kan se for andre. På det sidste er han begyndt at samle på anlæg til institutioner – selvfølgelig B&O.

Per brugte lokalerne frem til 1986 til tog. Derfra måtte togene vige til fordel for radioerne. Per anslår at han nu har 400 apparater (radioer, grammofoner, båndoptagere, mikrofoner mm vist alt B&O) heraf er 100 radioer med rør. Han har nok alle B&O rør radioer, bortset fra de store på gulvet – de fylder for meget.

Der var også de 4 fine traktorer, en Ford Anglia og sandelig også en motorcykel.

Ved kaffetid gik vi en lille tur i det fine vejr hen på kroen. Her var vi 20 samlere og 6 samlerfruer. Efter kaffen gik vi tilbage for lige at se, om priserne ikke kunne pruttes noget mere. Herefter blev der pakket og vi kørte hjem.

En dejlig ”faglig” dag i solskin. Tak til Per og frue

 

 Byttedag/Museums-besøg  Lørdag, den 2. Maj 2009 på Ringsted Bymuseum samt besøg hos Kaj Påske, Fuglebjerg

Foto og tekst : John Sau  

Byttedag Ringsted museum.

Pladsen foran møllen var allerede fyldt god op da vi ankom. Bilerne var ved at blive tømt. Radioer mm. stod spredt ud over den store græsplæne. Folk stod og snakkede sammen i grupper foran samlingerne. Pludselig begyndte handelen. Jeg stod og beundrede en fin gammel pultradio, der pludselig blev revet ud af hånden på mig – den var solgt for 300 kr.

Der blev handlet og snakket overalt. Der var mange ting at vælge imellem. I løbet af et par timer blev der tyndet godt ud i udstillingerne. Radioer mm. forsvandt ind i de ventende bagagerum.

Vores bil var ingen undtagelse. Ved afgang havde vi valget mellem at pakke om eller benytte en ledig plads på bagsædet.

Solen skinnede hele eftermiddagen fra en skyfri himmel. Ude på vejen kikkede folk nysgerrigt ind på den brogede forsamling på plænen.

Inde i cafeteriaet var der kaffe og wienerbrød til alle. Radiomuseet var åbent og mange var flere gange inde for en tur rundt i herlighederne.  Samlingen har selvfølgelig ikke ændret sig så meget siden sidst. Museets nye udstilling om Unica, med mange apparater og komponenter vakte stor opmærksomhed.

Handelen ebbede ud ved 4 tiden. Her overtog Bjarne Nielsen forsamlingen på ca. 40 til et interessant foredrag om de nyeste aktiviteter.

Museet er kraftigt involveret i etablering af en radioforretning fra 1974 i den ”moderne by” ved Den gamle by i Århus.  Der er allerede leveret ca. 80 apparater. Museet bistår med indretningen af forretning og værksted. Det bliver spændende om vi bliver inviteret med til indvielsen.

Bjarne fortalte også om videreførelsen af hans bog ”Bella og alle de andre”. De sidste bøger er snart solgt – og så kommer der ikke mere på tryk. Det er alt for dyrt at udgive sådan en bog i Danmark. Udgifter og skat render med det hele – og mere til. Fortsættelsen kan derfor hentes på nettet www.radiohistorie.dk . Der er beskrivelse af 4 fabrikater og 3 fabrikker.

Museets og Bjarnes mange aktiviteter bringer stadigt nyt frem, mennesker der ikke kunne findes dukker op og familier melder sig med nye fund fra gamle gemmer. Det tager en masse tid - men udbyttet står mål med indsatsen.

En stor tak til værterne og alle de fremmødte fra RFV, RFR og OXA.

Besøg hos medlem Kaj Paaske.

I strålende solskin ankom vi til Kaj Paaskes Radiomuseum ved Fuglebjerg. Kaj bor langt ude på landet på en stor grund. Radiomuseet holder til i en træbygning (gl. lade) der er opdelt i 3 rum: depot, værksted og museum.

Kaj har samlet på radioer i ca. 10 år.  I museet står ca. 250 fine istandgjorte radioer.  De er hentet på loppe og kræmmermarkeder på Sjælland.  Det er blevet til en fin samling der repræsenterer radioens udvikling fra krystalapparater, pultradioer, ligkister mm. frem til transistorradioer.

For et år siden købte han en hel samling på 800 radioer. På depot og værksted stod mange radioer, men mange må være afhændet igen. 

Museet er ved at blive udvidet så det kan rumme dobbelt så mange apparater.

Der var ca.17 mødt op da vi kørte videre til Ringsted ved 1 tiden.

 

 

RFV udflugt lørdag den 13. september 2008 til Struer Museums B&O afdeling

 Tekst og billeder: John Sau

Vi mødtes alle (20) kl. 13. i museets indgangshal/cafeteria. Herefter gik vi en etage op til et mødelokale, hvor Bjarne Birger bød velkommen og fortalt lidt om B&O museet og dets tilblivelse.

Struer Museum har i år taget den nye bygning i brug. Den omfatter ca. 2000 kvadratmeter.  nye udstillingslokaler. Byggeriet blev forsinket 1 år og skyldes desværre byggesjusk. De 2 etager over jord anvendes til Struer Museums hidtidige virke (billedkunst, brugsting fra egnen og skibe i flasker). De 2 etager under jorden anvendes til B&O historie og udstilling af apparater. Hver etage er et kvadratisk rum på ca. 400kvadratmeter. Det øverste har ovenlys fra det fri og det nederste ovenlys fra etagen over.

Hver etage er et stort rum hvor apparater er opstillet i grupper sammen med tidens møbler og lamper. Den øverste etage har det nyeste og den nederste er med de gamle apparater som vi alle sammen kender og holder så meget af. Der er god plads og man vandre fra udstillings-gruppe til gruppe. Man får et godt indtryk af udviklingen over tid. Fine skilte ved apparaterne fortæller om navne og årstal samt specielle informationer.

Der var en livlig snak ved grupperne. De fleste genkendte det hele, men alligevel kunne der fortælles om detaljer og knyttes kommentarer. Mange var forundret over, at de gamle apparater var så blankpolerede – sådan så de altså ikke ud dengang! Der var også en model, der havde fået indbygget en eliminator som derved var blevet noget bredere end man kunne huske. Nogle af de nyere apparater havde skader, som man syntes ikke burde være der. ”Man burde selvfølgelig altid gemme et eller flere nye apparater til eftertiden”

Det er et flot museum (B&O afdelingen) tiden fløj af sted, og alle hyggede sig mellem de fine udstillinger. Til slut mødtes vi til fælles kaffebord med lagkage i cafeteriaet. Her gik snakken livligt til vi sivede hjem eller - vist de fleste, hjem til Bjarne Birgers samling.

Efter besøget på Struer Museum samledes selskabet hos Bjarne Birger Jensen, hvis store og alsidige samling var genstand for berettiget beundring. Knud Jensens billeder taler for sig selv. det overlades til læserne selv at identificere apparaterne.

foto: Knud Jensen, Mørke

 

Byttedag hos Viggo den 19. april 2008.              Referat ved John Sau.

Årets byttemarked blev som sædvanlig afviklet i strålende sol. P-plads og indkørsel var proppet af biler læsset med bytteobjekter. Kælderen og rampen blev fyldt op . Det var muligt at vælge mellem; nyere B&O radioer, 1 enkelt meget fin 2 lampers pultradio, et krystalapparat, flere gamle radioer, mange transistorradioer, kataloger, bøger, blade, gamle rør, måleinstrumenter, grammofonplader, højtalere og telefoner

I løbet af dagen faldt priserne. Der blev byttet varer mellem boderne. Da bilerne skulle læsses med de sidst usolgte varer blev der handlet ved bagagerummet. Det der ikke kunne være i bilen blev foræret til andre med mere plads.

Ved kaffebordet samledes 9 kvinder og 26 mænd. Viggo bød velkommen og præsenterede en ven der havde et ret specielt job.

Denne fortalte herefter selv om sit arbejde med restaurering af B&O radioer for kunder over hele landet. En radio blev i hans varetægt adskilt og fysisk sat i stand med maling, udskiftning af ca. 90 komponenter (potentiometre, elektrolytter, ”svage” transistorer mm) og endelig testet i 400 timer. En radio i hans pleje var som ny ved aflevering. Han havde en leveringstid på ½ år!

Kaffebordet bød som sædvanlig på lækker smørrebrød hvor hver enkelt kunne udskære sig sit foretrukne stykke, f.eks. spegepølse, rullepølse og rejer. Jeg tror der var 5 forskellige lagkager og nogle fine kager. Som dessert kunne man desuden fylde sig med chokolade og slik fra store skåle. Medens alle proppede sig gik snakken livligt. Det var tydeligt at høre at man var blandt radiosamlere der udnyttede en god mulighed til en snak om vores dejlige hobby.

De sidste kørte ved 6 tiden mættet af mad og snak og måske et fyldt bagagerum med erhvervede skatte.

Tak til Viggo, hjælperne og familien der stod for det praktiske.

  foto: John Sau

Se flere billeder fra byttedagen 2008 ved at klikke på nedenstående link http://picasaweb.google.dk/Fibinto/Byttedag20080419?authkey=M-mWXeCMDfc

 

Besøg på Elmuseets magasin v. John Sau

Museet passer godt på sine radioer. Det er dog besluttet at radioapparater og lign. fremover skal tilgå Teknisk museum i Helsingør.

Museet havde ”TV Larsen” (pensioneret radioforhandler fra Bjerringbro) til at modtage apparater. De blev adskilt, rengjort, repareret og samlet  før de kom på magasinet. Ormehuller blev behandlet med WD40 som holder alt væk. Træ og farve kan ikke tåle lys og står derfor mørkt. Temperaturen holdes på 7 grader og den relative fugtighed på max 51 %. Vedligeholdelsen gentages hvert 5 år.

Apparater i udstillingen har det ikke godt. Der er for varmt og fugtigt.

Radioer i udstilling interesserer ikke publikum ret meget. Børn imponeres ikke. De er vant til alle mulige apparater og tænker ikke på hvordan de virker. Det gør de jo bare. Det er svært at forstå at man engang i fjerne tider blev imponeret over al det gamle skammel.

Der blev dog enighed om, at krystalapparater imponer børn. De er så enkle, at man simpelthen ikke kan forstå, at de virker – og hvor er batteriet?

Krøniken gjorde et stort indtryk på folk. Hvorfor kunne de dog ikke forstå, at TV var fremtiden?

Et ofte stillet spørgsmål, hvornår og hvem fik sidst strøm i Danmark? I Thy fik man vist først strøm i 1947.

Derefter kørte vi ud til magasinet, hvor vi ligesom sidste år havde et godt fagligt møde blandt mange dejlige radioer. I dagens anledning var der godt med lys – men koldt var det nu.

Foto: John Sau

 

 

RFV udflugt til Boeslunde på Sjælland den 28. november 2007.

Jens Åløkke bor på en gård ude på landet med masser af plads i store velegnede drift bygninger. Han modtog os i et stort lokale med kagebord, opdækning til 50 og et langt bord med radiokataloger. Ved en væg stor 3 radioer han lige havde hentet i Norge.

 Her hilste vi på hinanden medens folk kom til fra det ganske land. Der kom vel en 35 stykker. Vi beså også de fine kataloger som Michael Andersen har samlet og ind scannet på PC, se senere notat om dette prægtige projekt.

 Jens bød os velkommen og viste vejen frem til hans radio- og apparatsamling. Den befinder sig i et kæmpe lokale med store reoler der danner rum for samlinger fra omtrent samme tidsalder. Til højre i lokalet var der 8 rum med ca. 1000 radioer mm. Til venstre var der 8 rum med ca 1000 elektriske apparater. I midten af rummet stod 2 rækker radioer fra radioens guldalder (50-60) på gulvet. Ud over radioer og apparater er der en betydelig samling af komponenter af enhver slags. Så det er egentlig svært at sige hvor stor samlingen er.

 Jens har rejst riget rundt og besøgt alle steder hvor han måske kunne finde noget til hans samling. Han begyndte med de elektriske apparater (telefoner, telegrafer, radiokommunikationsudstyr, måleinstrumenter, laboratorieudstyr, hospitalsudstyr osv) for ca 30 år siden. For ca. 15 år siden kom radioerne til. Han har kun samlet - ikke sat i stand. Så apparater og radioer stå som han har fået dem.

 Alle fik vældig travlt med at se det hele. Når man nåede enden begyndte man forfra for at opdage nye ting man ikke havde set i første runde. Undervejs mødtes man i grupper for at snakke om en særlig radio man ikke lige kunne placerer. Der blev også fotograferet meget. Enkelte radioer blev taget frem for at få et billede af indmaden. Nogle af dem er jo helt overraskende flotte indeni.

 Så blev der budt på kaffe og kage. Viggo takkede Jens for at vi måtte komme og se hans flotte samlinger. Han havde også Bjarne Nielsens nye bog ”Bella og alle de andre” med. Den kunne købes for 250 kr. Det er et fund til prisen. Endelig har vi samlere en håndbog hvor vi kan søge de informationer som giver en samlet et ind og overblik i en branche i rivende udvikling fra pioner tiden til radioen guldalder.

 Jens introducerede os derefter til hans magiske hobby som udøves i eksperimentariet. Endnu et stort lokal blev åbenbaret proppet med store hjemmelavede apparater. Han demonstrerede flere af dem. De lavede alle elektriske ladninger. Nogle sendte flotte elektriske lyn ud i rummet, andre knaldede samtidigt højt, og et lavede store lysglimt (kuglelyn eller?). Rummet blev fyldt med ozon. En imponerende oplevelse. Jeg tror at det er første gang jeg har oplevet en demonstration hvor alle holdt god afstand, så det var til at se hvad der foregik. Lys og lyd gjorde indtryk og måske blev nogle os lidt bange en gang imellem. Jens må vist være en af vor tids troldmænd når han går og eksperimenter herinde.

 

Byttedag hos Viggo den 14. april 2007.              Referat ved John Sau.

Årets byttemarked blev afviklet i strålende sol. P-plads og indkørsel var proppet af biler læsset med bytteobjekter. Kælderen blev på grund af det fine vejr ikke så fyldt som sædvanlig. Det var muligt at vælge mellem; nyere B&O radioer, enkelte fine gamle radioer, båndoptagere, TV, mange transistorradioer, kataloger, bøger, blade, datablade, måleinstrumenter, grammofonplader, højtalere og telefonanlæg

I løbet af dagen faldt priserne. Der blev bytte varer mellem boderne. Da bilerne skulle læsses med de sidst usolgte varer blev der handlet ved bagagerummet. Det der ikke kunne være i bilen blev foræret til andre med mere plads.

Der blev også demonstreret en flot funktionsdygtig hjemmelavet 4 takts benzinmotor med 1 cylinder. Det hele var vist bygget i rustfrit stål.

Ved kaffebordet samledes 9 kvinder, 25 mænd og en ung mand. Viggo bød velkommen og udbragte hilsener fra medlemmer der desværre ikke kunne komme denne gang.

Kaffebordet bød som sædvanlig på lækker smørrebrød hvor hver enkelt kunne udskære sig sit foretrukne stykke, f.eks. spegepølse med flæskesteg og rejer. Jeg tror der var 4 forskellige lagkager og nogle fine kager. Som dessert kunne man desuden fylde sig med chokolade og slik fra store skåle. Medens alle proppede sig gik snakken livligt. Det var tydeligt at hører at man var blandt radiosamlere der udnyttede en god mulighed til en snak om vores dejlige hobby.

De sidste kørte ved 6 tiden mættet af mad og snak og måske et fyldt bagagerum med erhvervede skatte.

Tak til Viggo og familien, der stod for det praktiske.

 

 

..........................................................................

21. oktober klokken 13.30  2006 inviterede Else og John Kristensen til kombineret museumsbesøg og byttedag i Hørby gamle købmandsbutik ved Hobro.

tekst og foto John Sau

John Kristensen og frue bød os velkommen ved glasdisken i den nedlagte købmandsforretning. Der deltog ca. 15 medlemmer, 6 fruer og 2 børn. Den lokale presse var mødt op for interview af et par medlemmer. De var meget interesseret i, hvorfor vi kom så langvejs fra. Ord som enestående og unik samling blev noteret ned. De havde svært ved at følge med (på papiret) i vores begejstring over stedets herligheder.

Lokalet er vel ca. 90 kvm. Indrettet med solide stålreoler, vel ca. 110 løbende meter. På hylderne fra gulv til loft er der fyldt op med radioer, grammofoner og båndoptagere mm.  Glasdisken er fyldt med elektrisk materiel og komponenter. Samlingens fineste apparater er udstillet i 3 glasskabe.

Samlingen er ret omfattende (911 apparater) og dækker perioden fra de første år og ca. 50 år frem. På lager findes desuden 6-700 andre apparater. John har samlet på radioer i ca. 40 år. Ude foran butikken har der været opstillet et skilt  om at han var samler. Så samlingen stammer faktisk fra Hobro og omegn. John vil gerne have afviklet lagret og visse gulvmodeller i forretningen. Så interesserede kan sikkert melde sig.

Jeg har aldrig før set så omfattende og smuk radiosamling under så ideelle forhold. Især er jeg imponeret over de mange enestående apparater fra de første år. Man skal se sig godt for. Hylderne er pakket. Hele tiden får man øje på nye radioer, man ikke før har lagt mærke til.

Der blev fotograferet flittigt. Mange fik sig en god ”radiosnak” om modeller og årgange. ”Den har jeg også, men xxx er anderledes”.  ”Den model har jeg aldrig set før!”. ”Har du set den her, den ligner xxx – men!”. Joe det var et hyggeligt møde.

Bag ejendommen, henne om hjørnet er der en stor garage med flere sager. Her blev der handlet lidt. Desuden blev der handlet lidt ved bilernes bagagerum.

Hyggen fulgte med ned til kaffebordet i kælderen. Her var plads til alle og et mægtigt udbud af smørrebrød (selvudskæring på bageplade) og lagkage.

Det tog 4 timer før vi var klar til at køre hjem. En sidste runde i samlingen viste flere radioer jeg ikke havde set før. Den samling bliver vi nødt til at se igen.

Tak for en dejlig eftermiddag.

 

 

RFV udflugt til Sjælland den 10. september 2006.

tekst og foto: John Sau

Vi mødte op i haven ved OXA´s dejlige museum i et grønt hjørne på Holmen. Holmen har mange gamle bygninger opført af søværnet over flere hundrede år. De er alle i drift af forskellige firmaer og søværnet. Nænsomt restaureret for at bevarer stedets ”historiske stemning”. Holmen er også omgivet af vand til alle sider. Med en storslået udsigt til København og med den nye opera som nabo. Det er et skønt sted med flere museer der tilsammen indeholder store dele af søværnets historie. Det er svært at sig præcis hvor mange der kom og gik i løbet af dagen. På et tidspunkt talte jeg 55, og heraf var 22 medlem af RFV.

Markedet.

På plænen havde OXA opstille borde hvor der var et stort udbud af elektronik:

·        Gamle radioer og komponenter

·        Kortbølgeudstyr

·        Militært radioudstyr

·        Måleinstrumenter

·        Edb udstyr

·        Udstyr fra Radio Merkur

·        Blade og bøger

 

En gruppe borde udgjorde en bod. Der var vel 8 boder i alt. Handlen gik livligt. Varerne blev beset grundigt og prisen blev forhandlet ned til håndslag. Blev man ikke enig, gik man en runde og snakkede med bekendte, eller så på andre varer, for så at vendte tilbage til nye forhandlinger. Ved frokosttid var de fleste handler indgået. Nogle boder havde gjort et godt salg, andre solgte vist ikke meget. Stemningen var hyggelig og munter. Frokosten blev indtaget i Bræddehytten (kantine ved siden af OXA) hvor man servede sammenklappede franskbrød med pålæg, kaffe, øl og sodavand.

 Museet.

 Flere gange i løbet af dagen var der rundvisning på museet. En kyndig guide fortalte om de udstillede apparater, hvoraf en del beskriver søværnets radiohistoriske udvikling i de første ca. 25år. Det er fantastisk at stå foran et flot særpræget apparat fremstillet af massivt træ og messing. En stor kasse spækket med skruer, møtrikker, ukendte dimser, kontakter og håndtag hvis funktioner ikke er til at gennemskue.  Hvad mon det er?, åh der, på skiltet står ”Krystalapparat”. Hvert eneste apparat er unikt, smukt og fantastisk udført. Tænk hvis de var blevet genbrugt via en skrothandler. En stor del af apparaterne blev faktisk reddet af OXA´s medlemmer. Der så et eller andet blankt i en container. Museet indeholder også måleinstrumenter og udstyr fra gamle radiostationer. Det er skønt indrettet med store glasskabe og montre hvor udstyret er opstillet i en gennemtænkt orden.

Auktionen.

 OXA købte for nogle år siden et dødsbo med gammelt kortbølge- og militærudstyr, måleudstyr mm. Udstyret er blevet udbudt til salg bl.a. via deres hjemmeside. Overskuddet skulle bruges til driften af museet. Det lykkedes dem heldigvis at sælge en del. Det sidste skulle sælges i dag. Det der ikke blev solgt skulle på auktion kl. 13.  En oplagt auktionarius udbød herlighederne. ” Vil nogen give 500, 400 - - 10 kr., godt 20, er 30 sidst bud – solgt”. Medlemmer slæbte det meget tunge udstyr frem til de bydendes beskuelse. Dyrt udstyr blev solgt for meget små priser. Enkelte apparater havde en mindstepris (f.eks. 500kr for et apparat der mindst var 1500 værd) og enkelte kunne slet ikke sælges.  Det flotteste anlæg (Marconi diversitets modtager med tilhørende rack på 2x0.8m) måtte man af hensyn til anlæggets helhed opgive at sælge. Det kunne måske være solgt i 5 apparater a 10kr. Det var meget svært ikke at byde på alle disse apparater. Heldigvis var vi 4 i bilen. Det var derfor umuligt at hjemtage så meget. Vi undgik også vrøvl med konen derhjemme. Alligevel stod vi foran en stor opgave da bilen skulle pakkes ved tretiden. Jeg købte bl.a. 2 pæne professionelle apparater. En krystalkalibrator 0.1, 1 og 10Mhz, samt en HP sinusoscillator 5hz-600khz - for 50kr. Tak for det! Jeg tør slet ikke tænke på hvad jeg havde gjort hvis jeg selv var kørende alene!

 Besøg hos vore radiovenner (RFR) i Ringsted.

Turen til Ringsted gik forsigtigt, men smertefrit. Vi var der lidt før kl. 16.  RFR´s formand Bjarne D. Nielsen bød os velkommen sammen med Otto Pedersen. Medens vi ventede på de sidste, beså vi deres dejlig radio- og fjernsynsmuseum. Der var tid til en god snak om apparaterne og der blev taget en del billeder, se udpluk på vores hjemmeside. Bjarne samlede os (15 mand, 1 dreng og en kone) om kaffe og kage, medens han fortalte om museet. I de sidste år har RFR været helt opslugt af deres engagement med DR om TV serien ”Krøniken”. Der er brugt i tusindvis af timer på renovering af apparater hertil, samt opbygning af Bella-fabrikker gennem 25 år. Heldigvis har man generet et overskud på ca. 100.000kr til museets drift. Timelønnen skal man dog ikke tale om, det er kun gjort af interesse. Museet koster ca. 60.000kr om året i drift. 50.000kr ydes af kommunen. RFR-andel af billetindtægten udgør 3.000kr så de sidste penge må de selv skaffe. Enten fra egen lomme eller via udlejning af udstyr (ca. 5.000 apparater i depot) til DR, filmselskaber o. lign.  Det er umuligt at spå om fremtiden, men foreningen tror på sagen. Bjarne sluttede med at fortælle om hans otium. Han gik på efterløn i februar og arbejder nu på en bog om radio- og fjernsynsfabrikker i Danmark. Vi fik udleveret den første 1/3 af værket (ca. 70 sider) til kommentering. Bjarne opfordrede os til at hjælpe til med ”input” til bogen.  For at begrænse opgaven har han udvalgt de 32 mest betydende fabrikker med 48 varemærker. Han forsøger bl.a. at opspore gamle medarbejdere, fabriks ejere og deres familie. Flere samtaler er foregået på plejehjem rund om i landet. Han har via familiemedlemmer fået adgang til fotos og papirer stuvet væk i næsten glemsel.

Efter foredrag og kaffe fik vi en gennemgang af museet opdelt i 2 hold. Inspireret af Krøniken har man indrettet et rum med udstyr fra de seneste afsnit. Her er f.eks. prototyper fra de første CTV apparater fremstillet i Danmark, samt flotte plancher der forklare farve TV modtagerens mysterier. Et rum er helliget medier fra ”lak plader” til video. Et rum er fyldt med radioer og endnu et med TV mm. Der er også et fint lille værksted pakket med udstyr fra 3 nedlagte radioværksteder. Et stort skab med måleudstyr og fysikapparater. Et rum med transistorradioer og en specialudstilling med LK apparater. På ledige pladser er der glasskabe med komponenter og forskellige små apparater.

Man bliver ”mæt” af sådan en stor flot samling, godt man ikke har så meget derhjemme! (og der er endda kun udstillet mindre end 10% af foreningens mange apparater)

Sidst på dagen kom foreningens ”mediekonverter” for at arbejde. Han holder til i et lille værksted nede i kælderen. Her kan han konvertere, stort set, alle medietyper (trådbånd, videobånd, tape, kassetter osv.) til DVD. Bl.a. er han i gang med en større konvertering for DR. Hvordan kan Danmark klare sig uden sådan et arkiv- og ekspertcenter ? Det er en utrolig flot opgave en lille flok ”radiointeresserede” har påtaget sig.

Tak til Bjarne og Otto for nogle interessante timer.

Mæt i sind og hjerte sluttede vi dagen på den kinesiske restaurant overfor museet. Her faldt dagens indtryk til ro i godt selskab medes der blev tanket op til hjemturen. Vel hjemme kunne en lang dag (16 timer) afsluttes under dynen med mindet om en dejlig udflugt.

John

 

RFV udflugt til Djursland den 13. maj 2006

tekst og foto John Sau

Vi mødtes i Grenå Museumsgård kl. 11. I løbet af et kvarters tid var der samlet 12 mænd og 5 kvinder til dagens udflugt. Per Rasmus Møller bød os alle velkommen og førte os til dagens første mål.

Besøg i Grenå kirke fra ca. år 1300.

Per præsenterede os for kirkens nye orgel og gav os en prøve på dets særlige lyd. Der er gået ca. 3000 piber til at danne toneområdet, der strækker sig fra 32 Hz samt (i overtoner) til langt ud over det menneskelige øres område. Piberne er lavet af kobber, tin eller træ, alt efter hvilken lyd de skal have.  En kyndig beundrer mente nok, at kirken skulle være fuld af lyddæmpende materiale (kirkegængere) for at orglets lydtryk ikke skulle virke for voldsomt. Per kunne forsikre at alle var godt tilfredse med orglet.

Herefter gik turen op i kirketårnet for at bese klokkespillet. Midtvejs så vi på den PC der afvikler klokkespillets automatiske drift. Melodierne kunne på skærmen vælges efter kategori og sang. Per valgte en enkelt melodi som prøve på klokkespillets ydeevne. Oppe ved klokkerne så vi på en klokkes elektriske styring. Hver klokke har en kontakt der udløser en magnet, der trækker hammeren til slag. Per fortalte at man stod for en udbygning til 25 klokker og at målet var 48. Bagefter fik tårngængerne lejlighed til at prøve kræfter med at ringe Store Claus, den største af kirkens tre ringeklokker fra 1648. En tak til byens beboere og brugere for deres gæstfrihed over for de mange forskellige lyde vi sendte ud over byen.

 Besøg i Grenå museum, afdelingen for radioudstyr.

Museet holder til i en skøn 300 år gammel købmandsgård i bindingsværk. Museets rum ligger langs snoede gange op og ned i 2 etager. Per førte os til radioafdelingen der består af en rummelig gang med 4 store glasmontre og 2 tilstødende rum.

Per fortalte, at museet lægger vægt på at henvende sig til publikum på en enkelt ligetil måde. Radioafdelingen havde han indrettet med egne apparater efter en specialudstilling i 2000 hvor folk havde udvist stor interesse for radioer og især apparater fra egnens egne fabrikker.

På gangen var der opstillet et par TV apparater fra Krønikens tid (1949 og 1952), og en fin skabsradio. Skabsradioen gav anledning til en del diskussion. og havde de mest ivrige haft værktøj med, var de nok blevet bortvist. Problemet var, at skiltet ikke passede til indholdet En konklusion må vist være, at man kan putte hvad som helst ind i et skab – og så har man et fint møbel der passer ind i sin stue.

Det ene rum indeholdt et ”lille” radioværksted fra midt i halvtresserne. Der var hvad der skulle være, måske bortset fra noget rod. Per lovede at drysse en kasse komponenter ud over værktøjsbordet engang ved lejlighed. Der var også blevet plads til et lille stuemiljø med radio, tv, grammofon, plader og båndoptager. Alle halvtressernes elektroniske herligheder i et hyggeligt stuehjørne.

Det andet rum indeholdt en pæn fløjs stue fra sidst i tyverne. I den var der blevet plads til en ”ligkiste” med en flot tragthøjtaler, en grammofon og en radio med udvendige rør og høretelefon. En skøn stue hvor ”udstyret” smeltede sammen med omgivelserne. Man får lyst til at træde indenfor og sætte mig ned for at lytte. Det er herligt at få præsenteret radioen i sit rette miljø. Et enkelt blik og man har fået et tidsbillede, der fortæller langt mere en mange siders supplerende forklaring.

I den første montre var der en fin samling af transportable radioer. I den anden var der radioer fra midt i trediverne til sidst i halvtresserne. I den tredje var der krystalapparat og de første radioer med synlige lamper og udskiftelige spoler. I den fjerde var der radioer fra trediverne og i den fjerde var der radioer fra tresserne.

Samlingen omfatter ca. 120 apparater. Per har mange flere derhjemme og han skifter lidt ud ind imellem. Ved 1 tiden gik vi hen i et af kirkens mødelokaler, hvor vi spiste vores medbragte mad med øl og sodavand fra foreningens kasserer.

 En stor tak til Per for orgel- og klokkemusik og den fine rundtur på museet.

 

Besøg hos Preben Skovsen            

Så kørte vi vestpå til landsbyen Stenvad. Her bor Preben Skovsen med sin familie på en tidligere champignon-ejendom. I stedet for champignon har Preben indrettet sig med sin samling i de 2 nyistandsatte avlsbygninger. I første bygning er der værksted og depot. I den anden bygning er der indrettet et museum med hylder på væggene og reoler på gulvet. Hver bygning er vel på 100 m2.

Preben har samlet radioer, grammofoner og TV i ca. 10 år, og samlingen omfatter vel ca. 5-600 apparater. Der var en del dubletter, men som Preben fortalte, når en model var restaureret (kabinettet i værkstedet og indmaden i radioværkstedet i kælderen), kunne han skille sig af med de overflødige apparater.

Der var meget at se på, og flere apparater måtte studeres nærmere. Knud (Horsens) fandt en Arena radio med et tysk navneskilt. En B&O 5 lampers med grammofon gav anledning til megen snak. Da vi sad ved kaffen skulle Knud (Mørke) og Eli lige ind og skille den ad, for hvad mon der var indeni. Det viste sig, at der var et ukendt ”forfilter” som så skulle fotograferes forfra og bagfra.

Det blev en hyggelig eftermiddag hvor snakken mellem reolerne gik flydende. Radiofolk vil altid kunne finde noget at snakke om blandt så mange apparater. Besøget endte i gården mellem huset og museet. Her fik vi kaffe, te og kager.

Det var dejligt at se så ideelle rammer for en samler. Mange tak til Preben og familien for en dejlig eftermiddag.

...........................................................................

Byttedag 2006 hos Viggo Christensen, Bremdal ved Struer                      Referat ved John Sau.

foto: John Sau og Aksel Bagger

Årets byttemarked blev afviklet under vejrgudernes gunst. P-plads og indkørsel var proppet af biler læsset med bytteobjekter. Kælderen blev som sædvanlig fyldt med små boder. Der var udsædvanligt mange måleinstrumenter i år. Ellers var der alt muligt andet; krystalapparat, nyere B&O radioer, autoradioer, båndoptagere, transistorradioer, rør, komponenter, bøger, blade, højtalere og en minesøger.

Som noget nyt holdt foreningen auktion over 11 bundter med 266 radioblade og en del diagrammer. Der blev bud fra 1 til 70 kroner for herlighederne. I løbet af dagen faldt priserne. Der blev byttet varer mellem boderne. Da bilerne skulle læsses med de sidst usolgte varer, blev der handlet ved bagagerummet.

Ved kaffebordet samledes 11 kvinder, 24 mænd og en pige. Viggo bød velkommen og fortalte at hans barnebarn lige var blevet fotograferet ved den samme radio som 2 år tidligere. Han rundsendte billeder der kunne bevise, at hun var vokset en del siden sidst. Fotografen mener i øvrigt, at han nu har vundet hævd på at tage et billede af pigen hvert år fremover. Byttedagen har fået en maskot.

Kaffebordet bød som sædvanlig på lækkert smørrebrød hvor hver enkelt kunne udskære sig sit foretrukne stykke, f.eks. spegepølse med flæskesteg og rejer. Jeg tror, der var 5 forskellige lagkager. Som dessert kunne man desuden fylde sig med chokolade og slik fra store skåle. Medens alle proppede sig, gik snakken livligt. Det var tydeligt at høre, at man var blandt radiosamlere, der udnyttede en god mulighed til en snak om vores dejlige hobby.

De sidste kørte ved 6 tiden mættet af mad og snak og måske et fyldt bagagerum med erhvervede skatte.

Tak til Viggo og familien der stod for det praktiske.

RFV udflugt  lørdag den 6.  august 2005                              referat og foto  John Sau.

 Telegrafimuseet i Fredericia drives af forsvaret og indeholder en stor samling af signaludstyr. De fremmødte medlemmer blev underholdt af en veloplagt talsmand (daglig leder) for museet. Pensioneret kaptajn P C Rochletc gennemgik systematisk signaltjenestens udvikling over de sidste 400 år. Han kunne simpelt hen fortælle alt om museets samlinger.  Hver eneste genstand kunne placeres historisk, teknisk, anvendelse, fordele, ulemper og ofte tilknyttet helt unikke kommentarer. Vi fik en fantastisk indsigt i signaltjenestens udvikling og det tilhørende udstyr:

1600 opfindes kikkerten

1792 opfindes den optiske telegraf

1802 optisk telegraf tages i brug fra Korsør til Nyborg

1820 nåletelegrafen

1832 morse opfindes

1839 telegrafen udnytter jorden som den ene ledning

1852 elektrisk telegraf erstatter den optiske telegraf

1854 militæret bygger landsdækkende telegraflinier i jorden og i luften

1899 flåden anskaffer de første radiostationer

1915 militæret anvender 3½ KW gnistsendere til telegrafi

1917 flere faste radiostationer er etableret

1924 4 faste hær radiostationer

1925 statsradiofonien oprettes

1925 radioanlæg til feltanvendelse

1929 forsøg med billedoverføring (TV)

Osv, for nu går udviklingen meget hurtigt.

 Især kikkertens opfindelse kom til at betyde meget. I sin mest forædlede form kunne man sende signaler over en strækning på 800km via 20 mellemstationer på 14 minutter. Alternativet ”hesteryttere” tog mindst en uge om samme opgave. Signaltjenesten gjorde stor gavn og er først for alvor gjort elektronisk i de sidste 50 år.   Meget af radioudstyret er funktionsdygtigt og en del stod tændt til fri afbenyttelse. Til mange anlæg findes manualer mm. En stor tak til P C Rochletc for nogle meget informative timer.

Besøg hos IB Hansen, Ejby på Fyn

Efter et herligt måltid bestående af fruens frikadeller og kartoffelsalat beså vi Ib Hansens store samling af radioudstyr. Nede i haven har han indrettet to militære campingvogne (har sikkert et bedre navn) med en del radioudstyr. Udstyret fungerer sammen med et større antenneanlæg. Ib er også radioamatør.

Husets kælder er indrettet som et stort radiolager (museum). Ib har en meget fin samling af militært radioudstyr suppleret med enkelte radioer (civile). Ib interesserer sig især for tyske anlæg fordi de simpelthen laver det bedste af det bedste. En stor tak til familien for nogle dejlige timer.

 

Udflugt lørdag den 21. maj 2005  til Kalundborg og København.                   

Tekst og foto John Sau.    

Det blev en meget lang dag for de fleste. Nogle startede allerede kl. 5 lørdag morgen for at nå færgen i Århus til Kalundborg kl. 9. Ved afgang var vi 16 samlet ved to borde i cafeteriet. Der blev spist rundstykker med kaffe i lange baner. Der var god tid til en ordentlig radiosnak medens færgen pløjede sig af sted gennem det stille hav til Kalundborg. Fra havnen kørte vi i fem biler til Kalundborg-senderen ved Gisseløre. Her fik vi tilslutning en bil mere med to deltagere fra Sjælland og en fra Norge.

Besøget på Kalundborg senderen.

       Niels Jørgen Trælle bød os velkommen og fortalte os veloplagt om stationens historie. (her suppleret med flere informationer for fuldstændighedens skyld).                                                                                               Bygningerne stod klar i 1927. Stationen fik to 105m høje trebenede stålgittermaster. Mellem masterne var fire 160 meter lange tråde, som var udspændt mellem to 9 meter lange ræer. Vinkelret på trådene blev der etableret en jordantenne bestående af 52 kilometer 3 mm. kobbertråd nedpløjet i jorden med 1m indbyrdes afstand.               Antenneprojektet havde mødt voldsom modstand i 1926. Beboerne mente, at 2 så gyselige kæmpe stålskeletter ville skæmme de smukke omgivelser. Efter opførelsen skrev Radio Magasinet ”Disse 2 smukke master falder ind i omgivelserne og er et godt eksempel på vor tids ingeniørkunst”.

·        Senderen var fra Western Electric og havde en effekt på 7.5 kW på frekvensen 260 kHz. Den blev indviet d.   29. august 1927.

       1928 fik man en mere som reservesender.

·        1930 blev senderen forsynet med krystalstyring.

·        Tilbygninger i 1931

·        1934 blev sendeeffekten hævet til 60 kW  og frekvensen ændret til 238 kHz.

·        1936 blev frekvensen ændret til 240.5 kHz.

·        1950 ændredes frekvensen til 245 kHz.

·        1951 indvies en MB-sender fra Marconi med en effekt på 60 kW på frekvensen 1061 kHz. Sendemasten, en gitterrmast på 144m, blev placeret så langt væk som muligt ude i vandet. Jordantennen blev lavet af lange kobbertråde der udstrålede fra masten og endte i nedrammede kobberrør.

·        1954 indvies den 3. sender fra Marconi med en effekt på 150 kW på frekvensen 245 kHz. Masterne blev forlænget 20m og de vandrette ræerne blev på 20m (som de står i dag). Man kan nu nå Færøerne.

·        1982 indvies en sender fra AEG Telefunken med en effekt på 300 kW på 243 kHz.

·        1982 indvies en sender fra AEG Telefunken med en effekt på 250 kW på 1062 kHz

·        1982 indvies en sender fra AEG Telefunken med mulighed for at skifte mellem MB og LB som reservesender. Den model skulle være  den eneste af sin slags i verden.

         Masterne blev også ombygget i 1982 og man havde betydelige problemer med nærliggende skorstene, hvis jordforbindelse dæmpede signalerne med op til 20db. En kran på havnen voldte også problemer på MB. Man havde forsøgt at undgå problemet, men ”de ville ikke hører efter”. Heldigvis væltede kranen i en storm. Erstatningen blev udført efter de tidligere råd og den nye kran gav derfor ingen problemer. De nye sendere anvender DAM (dynamisk amplitude modulation). I praksis betyder det, at sendeeffekten reduceres betydelig når der opstår en pause i udsendelserne. Derved spares der meget på energien. Alle signaler (lyden) beskæres ”hårdt” til en bredde på 4.5 kHz.   Sendefrekvenserne er i dag stabil indenfor 6 decimaler. Medarbejderne på stationen (oprindelig 14 m/k), er nu kun to. De har selv udført meget af den nuværende installation. Man har lavet alt så automatisk som muligt. Ofte har man selv skulle opfinde de nødvendige tilpasninger. Markedet var tilsyneladende mest for manuelle løsninger, der krævede et betydeligt personale.  Automatikken styres med edb og alle hændelser rapporteres i log-filer.

       Vi beså to sendere hver bestående af to store (ca. 2x6x2m) grå kasser. Rundt omkring på kasserne sad små kontrolpaneler med diagrammer så man kunne forstå hvilke dele af senderen man nu opererede på. Reservesenderen (den  med MB og LB) fik vi et kig indeni. Den lignede en hvilken som helst anden sender – blot lidt større.  Et imponerende syn.    Vi så desuden køleanlægget og stationens kontrolpanel. Niels Jørgen fortalte at de to mand involveres i flere og flere opgaver. De arbejder bl.a. med lokalradio, TDC, DR , TV2 og flere var vist på vej. Det blev nogle dejlige informative timer med Niels Jørgen. Tak skal du ha`                                                                         Kl. 14.30 sad vi i bilerne på vej til Radiohuset i København.

Besøg i Radiohuset

             Vi blev modtaget af de tidligere DR-medarbejdere Per Tidgen og Henning Werner, som tålmodigt havde ventet på os. Rundgangen stoppede få minutter efter start ved et skab med 3 glaslåger. Her findes DR´s første og eneste museum. Per Tidgen havde endelig efter mange års ”manglende interesse”  fået lov til at vise lidt af hans samling frem. Han viste os bl.a.  ”måske verdens første stereomikrofon” samt mange andre kæmpe store mikrofoner. Herefter gik turen til koncertsalen med det store orgel. Desværre var det ikke klar til spil, så vi måtte undvære den lovede orgelkoncert. Per Tidgen fortalte, at man havde haft betydelige problemer med akustikken (blev aldrig god) fordi man ved opførelsen skulle spare 8m af salens længde.

              I DR går man ellers grundig til værks. I Reliefsalen fortalte Per Tidgen, at man netop havde fået udleveret alle tegninger til radiohusets lamper. De blev leveret i 5 kasser, hver på 2x2x0.3m.                                               Herefter gik rundturen til radiostudierne. Et studie bestå af et stort aktørrum og et tilstødende operatørrum. Operatørrummet var fyldt med grej. I midten en kæmpe mikserpult med mindst 600 knapper. Foran et kæmpe vindue så ”gæsterne” og teknikken kunne se hinanden. Indenfor ruderne var der et stort antal højtalere for at man kunne høre resultatet af optagelserne.

           Optagelserne blev foretaget med nogle skønne båndoptagere. Man begyndte at optage på bånd i 1938 og frem til 1972 benyttede man specialbyggede maskiner. Efter en større evaluering (test) af markedet besluttede man at anvende ”Studer” som stadig virkede fortræffeligt i dag. Studer har også lavet Revox, så nu forstår vi (jeg) hvorfor netop det mærke er så fremragende. Et af studierne var et ombygget dobbeltstudie. Det var imponerende og kunne stadig omdeles i 2 studier med glasdøre. Man kunne spille rock i det ene og kammermusik i det andet. Oprindeligt havde man optaget morgengymnastik med Jette Riskjær i det ene studie. Man havde indrettet sig således at alt var klart til hun kom. Hun skulle blot trykke på en knap, vente på signal og så gå i gang. En morgen var hun meget forpustet bagefter. Da man spurgte om årsagen, sagde hun ”åh, i havde glemt at sænke mikrofonen, så jeg måtte gennemføre programmet på en stol”. Jo, de har også haft det sjovt derinde.

         Når man flytter om 11 måneder skal alt det analoge udstyr efterlades. DR bliver 100% digital. Man ved endnu ikke hvordan man får konverteret alle deres optagelser, som går tilbage til 1940.

        Næste stop blev radioavisen. Her havde man en stille lørdag eftermiddag og vil følte os derfor meget velkommen. Radioavisen har 2 studier. Det ene betjenes af 3 mand og det andet var automatisk. Det store studie blev kun brugt til de længerevarende udsendelser. De korte kunne journalisterne selv gennemføre i det automatiske studie. Hver journalist arbejder selv med sine optagelser i marken og afleverer sit indlæg i en lydfil.

        En radioavis består af et antal lydfiler. Hver lydfil har navn efter indhold med data tilknyttet således at selve udsendelsen (aflevering af programindholdet til koblingscentret) styres med edb. Et indslag må max afvige 3-5 sekunder i afspillelængde. En forlængelse af sendetiden kan kun gennemføres via koblingscentret. Ved at prioritere hver lydfil sikrer man sig, at de vigtigste  nyheder kommer med.

       Sidste stop blev koblingscentret. I koblingscentret modtager man de enkelte programmer og videresender dem til de relevante sendere rundt omkring i landet. Alle udsendelser på alle frekvenser fra alle sendere optages med DAT optager. De stod alle i en kæmpe reol i centret. I dette ”edb helvede” stod et mekanisk klenodie. Selveste ”pausemaskinen” fra 1931. Vi stod alle fascineret, andægtigt, beundrende og lyttede til den gamle folkemelodi fra det 1300 århundrede. En dejlig afslutning på en rundtur i radioens mekka -  meget stadig analogt men målrettet konverteret til og styret, af edb.  En stor tak til Per. Med Per forrest kørte vi i kortege til Gladsaxe.

 

 Besøg i TV-byen i Gladsaxe.                                                                                                                                            I TV-byen kom vi på en lang kældervandring. I  kælderrum 1 viste Per os hans historiske klenodier.  I store stålreoler var der på hylderne og imellem reolerne fyldt med ”dejlige sager”. Særlig opmærksomhed fik de første båndoptagere som var restaureret af vores radiovenner i Ringsted. Per fortalte i øvrigt, at man havde delt interesseområdet med vennerne i Ringsted op i - før og efter senderen. Ringsted havde stort set fået rådighed over alle DR´s radioer, som de til gengæld stillede til rådighed for DR´s  produktioner.  En dejlig kælder som man heldigvis har besluttet skal udstilles på DR´s kommende museum med udstyr fra ”sendersiden” med særlig fokus på danske frembringelser. På vej til kælder 2 beså vi nogle kæmpe videomaskiner til 2 tommer bånd.  De første maskiner var fra 1960. I kælder 2 var der TV kameraer med tilhørende udstyr. Det største var knap 2m lang. I et tilstødende kælderrum havde man indrettet et lyddødt rum. Rummet var indrettet med 2 m tykke vægge af trekantprofiler af rockwool. Her testede man højtalere. Det var faktisk en ret speciel oplevelse, man kunne ”mærke lyddøden” når man stod derinde.                                                                                                            Rundturen endte i et kæmpe TV-studie med ”mindst 1000” lamper i loftet. Der var 3 tilstødende kontrolrum proppet med det nødvendige udstyr til optagelse med op til 7 TV kameraer. Endnu en stor tak til Per Tidgen og Henning Werner som klarede rundturen med glans. Per havde åbenbart studeret os godt undervejs. For da vi stod udenfor ved bilerne tilbød han at ”lodse” os ud til nærmeste motorvej med retning mod vest.

Efter en lang køretur var vi hjemme igen, jeg kl. 0.30. En dejlig dag som efterlod et utal af små og store indtryk som nok skal dukke op i fremtiden – igen og igen.